Fortrolig.
Hr. Udenrigsminister,
I mine tidligere Indberetninger har jeg allerede gentagne Gange haft Lejlighed til at omtale det Had, den ungtyrkiske Regering siden Krigens Udbrud og Kapitulationernes Afskaffelse med stadig større Utvetydighed lægger for Dagen overfor de Fremmede i Tyrkiet, og i Særdeleshed overfor de Kristne.
Trods Storvezirens Gang paa Gang givne Løfter til den apostoliske Delegerede [Angelo Maria Dolci] og til Missionscheferne, er mange af de af Myndighederne beslaglagte Klostre og andre religiøse Institutioner endnu ikke blevet genaabnede, og man vedbliver, hyppigt under Paaskud af militære Hensyn, at behandle dem med den største Vilkaarlighed.
Den katolske Kirke i Bebek ved Bosporus er endog for nylig af Myndighederne blevet stillet til Raadighed for de paa Stedet boende Muhammedanere, der har omdannet den til Moské; og man har bemægtiget sig en Ejendom i Kadikeui ved Konstantinopel, der tilhører den hellige Stol, for der at oprette en muhammedansk Skole.
Alle disse Overgreb er imidlertid for intet at regne i Sammenligning med et meget vigtigt Skridt, som jeg i dag erfarer, at Regeringen har taget for at berøve Katolikkerne den Beskyttelse, de fra gammel Tid har nydt i Tyrkiet.
Regeringen har oprettet et ikke gejstligt Raad, sammensat af 12 katolske ottomanske Undersaatter – valgt blandt Regeringstilhængere naturligvis – der af sin Midte skal vælge en Formand.
Dette Raad skal administrere den katolske Kirke i Tyrkiet (d.v.s. den latinske ikke den græske, armeniske o.s.v.) og bliver saaledes et Slags nyt Patriarkat.-
Man berøver paa denne Maade Repræsentanterne for de Lande, der har religiøse latinske Interesser i Tyrkiet og den pavelige Delegerede al Mulighed for at varetage samme, idet alle Klostre og Kirker og alt, hvad den katolske Kirke ejer her i Landet, kommer under det nye Raads Administration og inddrages under Kalifatet.
Den pavelige Delegerede har da ogsaa nægtet at modtage de nys udnævnte 12 Herrer in corpore.
Man havde under disse Omstændigheder i herværende katolske Kredse haabet, at den tyske Ambassadør, der repræsenterer saa mange Millioner Katolikker, og Repræsentanten for den ”apostoliske Konge” [dvs den østrig-ungarske ambassadør Johann Pallavicini] vilde gøre en modererende Indflydelse gældende hos den ungtyrkiske Regering, men dette synes ikke at være Tilfældet.
Den tyske ambassadør siger, at det beror paa en Fejltagelse, naar man tror, at Tyskland eller nogen anden Magt har Indflydelse her, thi den tyrkiske Regering tager intet Hensyn til de Anstrængelser, han daglig gør sig for at henlede dens Opmærksomhed paa de mange ukloge Handlinger, ved hvilke den gør sig stadig mer forhadt, og den østrig-ungarske Ambassadør udtaler sig paa lignende Maade, idet han bl. a. beklager sig over den Arrogance, med hvilken Tyrkerne søger at give det Udseende af, at den Fremgang de østrigske Vaaben har haft, især skyldes de Nederlag, den tyrkiske Hær har tilføjet de Allierede ved Dardanellerne og andetsteds.
Med den mest udmærkede Højagtelse forbliver jeg, Hr. Minister, Deres ærbødigste
[Wandel]