Konstantinopel, 26. September 1915.
Fortrolig.
Hr. Udenrigsminister,
I mine Indberetninger Nr. LXX [70] og Nr. LXXXIII [83] af 3. Juli og 26. Juli d.A. har jeg omtalt den Konflikt, der eksisterer mellem den høje Port og den hellige Stol.
Efter Afsendelsen af min sidstnævnte Indberetning lykkedes det den spanske Gesandt [Marquis Julian del Arroyo] at udvirke en Treuga Dei ["våbenstilstand"], og man lod fra begge Sider i længere Tid Sagen hvile.
De xenophobe Forholdsregler, den herværende Regering vedblivende tager, confligerer imidlertid nu paa en ny Maade med Pavestolens Interesser I Tyrkiet, og den apostoliske Delegeredes [Angelo Maria Dolci] Stilling her bliver stadig vanskeligere.
De katolske Ordenspersoner af alle Nationer - krigsførende som neutrale - der lever i de herværende Klostre, Hospicier, Hospitaler o.s.v., er nemlig nu blevet udvist og skal forlade Landet inden førstkommende Onsdag.
Der er givet Ordre til, at de Virksomheder, de forlader, for at ikke disse skal gaa i Staa, skal erstattes af Tyrkere, og det er kun med stor Vanskelighed lykkedes den pavelige Delegerede at opnaa Tilladelse til, at der i hver Kirke bliver en Præst tilbage for at forrette den allernødvendigste Tjeneste.
Samtidig har Myndighederne taget de herværende Klostre, Hospicier, Hospitaler o.s.v. i Besiddelse, og overflyttet de gamle Mennesker, Nonnerne havde taget sig af, til en tyrkisk Sindssygeanstalt, hvor de nu henligger hulter til bulter med de Gale, 2 i hver Seng.
Disse Forholdsregler skyldes ganske vist i nogen Grad Nødvendigheden af at afhjælpe den Mangel, der her er paa Lokaler, der kan indrettes til Hospitaler for den store Mængde af Saarede, der daglig ankommer hertil fra Dardanellerne, men de maa sikkert først og fremmest betragtes som et nyt Udslag af Regeringens Ønsker om at rense Tyrkiet for Fremmede, enten ved at udvise dem eller i Tilfælde, hvor dette ikke lader sig gøre, ved at gøre dem Opholdet her saa ubehageligt, at de foretrækker godvillig at forlade Landet.
Overfor de herværende katolske Menigheder gaar Myndighederne meget haardt frem, og det er især værd at lægge Mærke til, at de i Kirkerne ikke længere respekterer Sakramentalierne, om hvis Betydning de dog ikke er uvidende.
I adskillige Kirker, som Myndighederne har bemægtiget sig "manu militare", har Soldaterne fjernet alt, hvad der fandtes af Værdi, og paa den groveste Maade profaneret Korsene, Billederne, de hellige Kar, Nadverelementerne og Olien, som de henkastede paa urene Steder.
Den apostoliske Delegerede sendte i den Anledning til Porten en energisk Note, i hvilken han forlangte Adgang til paa de Steder, hvor de befandtes henkastede, at opsamle de Kirken tilhørende Genstande, og da han ikke fik noget Svar, anmodede han om Hjælp hos den spanske Gesandt, hvem det ganske vist lykkedes i Udenrigsministeriet at udvirke den ønskede Tilladelse, men til ingen Nytte, da den dog ikke blev respekteret af de militære Myndigheder, der nægtede Præsterne Adgang til Kirkerne.
De ved Indgangen til Kirkerne opstillede Skildvagter og deres Officerer erklærede, at de havde Ordre til ikke at tilstede nogen Adgang, og at Udenrigsministeriets Ordre vedkom ikke dem.
Naar Kanonerne taler, maa Diplomaterne tie.
I andre beslaglagte Kirker, der ikke er militært belagte, har Præsterne ved Henvendelse til Konstantinopels Politipræfekt, Bedri Bey, ansøgt om Tilladelse til at afhente Nadverbrødet, men det fortælles mig, at Præfekten svarede paa en for hans Oplysthed og Tænkemaade betegnende Maade, at han kunde ikke give Tilladelse til, at der fra Kirkerne blev fjernet noget Brød, da her er Mangel paa Mel, og Brødmangelen er tiltagende.
"Soldaterne skal først og fremmest have, hvad de behøver", sagde han.
Med den mest udmærkede Højagtelse forbliver jeg, Hr. Minister, Deres ærbødigste
[Wandel]