Rejsende, der i de sidste Dage er ankommet hertil fra Lilleasien, fortæller, at Armenierforfølgelserne er begyndt igen.
En ungarsk Herre, hvis Troværdighed man bevidner i det herværende hollandske Gesandtskab, der forleden kom hertil fra Bagdad, siger, at store Strækninger, han er kommet igennem i Mesopotamien, er bedækket af armeniske Lig. Han anslaar de i Mesopatamien ombragte Armeniere til over 300.000.
Jeg tvivler imidlertid om, at det virkelig drejer sig om nye Massakrer beordrede herfra, og tror snarere, at de eventuelle nye Myrderier er en Følge af de Henbringelser til fjerne Steder af de fra deres Hjemsted fjernede Armeniere, der nu finder Sted, og som gør saadanne Ordrer overflødige, fordi de undervejs ufravigelig bliver overfaldet af Røvere, dræbte og plyndrede.
En tysk Præst, der for et Par Dage siden ankom fra Damaskus, fortæller, at en meget stor Del af den bortsendte armeniske Befolkning, uden at blive massakreret, nu simpelthen dør af Sult, fordi man har transporteret den til Egne, hvor der ingen Fødemidler er at opdrive, og der overladt til sin Skæbne. Denne præst, der har studeret disse Forhold paa Stedet, og været Vidne til utrolige Rædsler, agter sig nu til Berlin for at afgive Beretning.
Hvad angaar de nye Armenierforfølgelser her i Konstantinopel, Skutari, Pera o.s.v., da har de i Øjeblikket ikke Form af Massearrestationer, men der findes daglig en Mængde isolerede Areestationer og Deportationer Sted af Armeniere tilhørende de bedrestillede og oplyste Klasser, Læger, Advokater o.s.v., mens man kun i enkelte Tilfælde har foruroliget Underklassen, der ingen Kundskaber har og rolig passer sin Dont.
Efter den Behandling, Armenierne har faaet og fremdeles faar, vil der overhovedet næppe blive mange af dem tilbage, og hvis Grækenland bliver nødt til at gaa med Ententen, er jeg bange for at det vil komme til at gaa Grækerne i Tyrkiet ligesom det er gaaet Armenierne.
Med Ungtyrkernes gode Vilje kommer den Tid aldrig tilbage, da Araberne, Armenierne og Grækerne dannede Majoriteten i det ottomanske Parlament, thi de indsaa, at en saadan Majoritet før eller senere ville forlange Kalifatet erstattet af et Føderativ-System, og at det snart vilde være ude med deres Magt. Tyrkerne har derfor valgt det eneste Middel, der stod til deres Raadighed for at bevare deres Herredømme i Tyrkiet – nemlig den fuldstændige Udryddelse af de Folk, der efter Forfatningens Indførelse havde de største Udviklingsmuligheder og med hvilke de er ude af Stand til at optage Konkurrencen i en fredelig Kamp i Tilværelsen.
Med den mest udmærkede Højagtelse forbliver jeg, Hr. Minister, Deres ærbødigste
[Wandel]