Konstantinopel, 14. Marts 1916.
Kære Hr. Udenrigsminister,
Da jeg ved Modtagelsen igaar bragte Ahmed Riza Bey’s Interpellationer i Parlamentet paa Tale, sagde Udenrigsministeren [Halil Bey], at Regeringen tolererer ham og ikke har villet tage "disciplinære" (sic!) Forholdsregler imod ham paa Grund af hans tidligere Fortjenester. "Ahmed Riza anser sig selv for Ungtyrk," sagde Ministeren, "og mener, at vi andre ikke er det." Regeringens Medlemmer synes bekymrede og forstemte i de sidste Dage, og de har siden Søndag ikke vist sig i "Cercle d’Orient," hvor de ellers er daglige Stamgæster.
Den indre politiske Situation og Tysklands Ambitioner her, den militære Stilling i Asien og Rumæniens Holdning, frygten for Brud mellem Tyskland og Amerika, nærværelsen af franske og engelske Landgangstropper paa Mytilene og Samos samt af en engelsk Transportflaade ved Rhodos og Grækenlands Stilling til Vurlaspørgsmaalet m.m.m. giver dem andet at tænke paa, og jo mere Territorium de mister i Armenien og Mesopotamien, jo stærkere ulmer ogsaa det medfødte Had til Bulgarerne, til hvem de afstod Demoticadistriktet i Haab om at opnaa Kompensationer i Kaukasus, Georgien og Ægypten. Igaar er den herværende bulgarske Gesandt rejst til Sofia og samtidig er den tyrkiske Gesandt i Sofia ankommet hertil.
Den tyske Ambassade gør Kur til den græske Gesandt. "Det gaar vist Tyskland daarligt", sagde Gesandten i dag til mig, efter at han havde været til Frokost hos Ambassadøren, "de er saa elskværdige og vil absolut støtte os i Vurlaspørgsmaalet, hvilket er et daarligt Tegn."
Sagen er den, at man i den tyske Ambassade med Bekymring ser paa de mange politiske Fejlgreb, den herværende Regering begaar, og finder det højst ubetimeligt, at Tyrkiet i øjeblikket provokerer Grækenland ved at forjage den græske Befolkning fra Vurla.
Enver Pacha og de tyske Officerer ser kun de "militære Nødvendigheder", men den tyske Ambassadør Grev Metternich ser de politiske Dumheder, de derfor ofte begaar, og søger at forhindre dem, omend med mindre Energi end sin Forgænger, Baron Wangenheim, der besad større Myndighed og hyppigt forstod i et kritisk Øjeblik at gribe saa haandfast ind, at baade den tyrkiske Regering, Komitéen og de herværende tysk Officerer bøjede sig for hans overlegne Forstaaelse af den politiske Situations Krav.
Den almindelige Mening her er derfor ogsaa, at Grev Metternich ikke er sin Stilling voksen, og at Ambassaden kun fungerer saa nogenlunde paa Grund af den gode Organisation. Centralmagterne sender nu hertil en Del muhammedanske Krigsfanger – franske og engelske Soldater hidrørende fra Algier, Marokko, Tunis, Indien osv. – som man her betragter som Kalifens Undersaatter og indrullerer i den tyrkiske Hær.
Den græske Gesandt har i den senere Tid til mig beklaget sig flere Gange bittert over, at de tyrkiske og bulgarske Myndigheder ikke vil lade det herværende græske Gesandtskabs Kurerer, der bringer Gesandtskabets Postsække fra og til Athen, passere, og over at de opholder dem og visiterer dem, saaledes at han i lange Tider har været uden Postforbindelse med sin Regering.
Gesandten har imidlertid ikke sagt mig Grunden til den mærkelige Behandling, Grækerne saaledes faar, men fra sikker Kilde erfarer jeg nu, at den skyldes en "Affære", som Gesandten, der selv intet har kendt til den, som forstaaligt skammer sig over og ikke vil omtale. De græske Kurerer og nogle i Gesandtskabet ansatte underordnede Funktionærer har misbrugt deres Stilling til at drive en omfattende og indbringende Forretning, idet de for Betaling modtog og besørgede via Athen Breve fra Konstantinopel til de Lande, med hvilke Tyrkiet befinder sig i Krig, og vice versa.
Hver græske Kurer medbragte store Mængder af saadanne Breve, og det endte fornylig med, at det blev opdaget og at de blev anholdt. Over 25 herværende Personer, der er impliceret i denne Affære, er nu blevet arresteret her, og jeg forstaar nu bedre, hvorfor de mange fantastiske Meddelelser, der jævnlig via Athen tilflyder de engelske og franske Blade, stammer.
Kammersanger Erik Schwedes [Schmedes] fra Wien ankom hertil i Lørdags for at synge ved en Koncert Lørdag Aften. Han besøgte mig straks efter sin Ankomst og bevægede mig til ved Hoffet at udvirke, at han allerede Mandag Eftermiddag fik Lov til at synge paa Slottet for Sultanen. Han forklarede mig nemlig, at hans Engagement i Wien tvang ham til allerede at forlade Konstantinopel igen Tirsdag, og at han saaledes kun kunde blive her i 3 Dage. Dagen efter at han havde sunget paa Slottet, læste jeg imidlertid i Aviserne: at Hr. Schwedes havde været nødsaget til at opsætte sin Afrejse "fordi Sultanen havde sendt Bud efter ham" og at han derfor ser sig i Stand til at give endnu en Koncert paa Fredag.
Deres hengivne
C. E. Wandel.