1916-05-04-DK-001
Dansk :: da de en
Home: www.armenocide.net
Link: http://www.armenocide.net/armenocide/ArmGenDE.nsf/$$AllDocs/1916-05-04-DK-001
Source: DK/RA-UM/Gruppeordnede sager 1909-1945. 139. D. 1, ”Tyrkiet - Indre Forhold”. Pakke 1, til 31 Dec. 1916
Edition: Danish diplomatic sources
Departure of telegram: 05/04/1916
Arrival of telegram: 05/13/1916
Embassy/consular serial number: Nr. 104
Last updated: 03/23/2012


Ministerresident i Konstantinopel (Carl Ellis Wandel) til Udenrigsministeren (Erik Scavenius

Rapport



Nr. 104
Konstantinopel, 4. Maj 1916.

Hr. Udenrigsminister,

Den officielle tyrkiske Tidende er endelig nu naaet saa vidt med sine Publikationer, at man kan overse Lovgivningsarbejdet i den den 13. Marts d. A. afsluttede Parlamentssamling.

Den 1. Marts 1915 udsattes Parlamentets Møder til den 28. September 1915, paa hvilken Dato man genoptog Virksomheden. Da det i Vinteren 1915-16 saaledes var det samme Parlament som i den foregaaende Vinter, var der ingen, der ventede sig noget selvstændigt Arbejde af Kamrene, der var fuldstændig afhængige af Regeringen og Komitéen. Kun i Senatet rejstes der fra enkelt Side (jvf. Ges. Indb. Nr. LV [55] af 10. Marts 1916 om Ahmed Riza Bey's Opposition) nogen Modstand, men denne Opposition fik dog ikke Indflydelse paa Sagernes Gang. Maaske var det dog for ikke yderligere at udæske Ahmed Riza, at Regeringen ikke forelagde Kamrene den den 27. September 1915 (altsaa Dagen før Parlamentets Aabning) udstødte foreløbige Lov vedrørende de deporterede Armenieres Ejendeles Likvidation. Selv uden at have en direkte Lejlighed havde Ahmed Riza Bey nemlig angrebet Regeringen for denne maskerede Konfiskationslov, hvis Ikrafttræden han uden Resultat havde forlangt udsat.

Langt den største Del af Kamrets Arbejde bestod i at godkende foreløbige Love, som Regeringen havde udstødt imellem de to Parlamentssamlinger, og kun i ganske enkelte Tilfælde drejede det sig om nye Love.

Blandt de vigtigste Love, der forelagdes Parlamentet var foruden den nye Toldlov, som jeg flere Gange har haft den Ære at omtale, en Lov om Sundhedsvæsenets Ordning, som jeg senere vil gøre til Genstand for en særlig Indberetning. Budgettet for Aaret 1332 (1916-17) blev, som omtalt i min Indberetning Nr. XXXI [31] af 11. Februar d. A., vedtaget i Deputeretkamret paa en eneste Dag, og heller ikke Forfatningsændringerne (Ges. Nr. LVI [56] af 12. Marts d. A.) skaffede Regeringen Vanskeligheder.

Man vedtog ogsaa uden Diskussion de forskellige Moratorielove, der yderligere forlænger det ved Krigens Udbrud indførte Moratorium, hvis Betydning forøvrigt stadig bliver mindre, fordi det kun gælder for Fordringer fra før Verdenskrigen, paa hvilke Debitorerne i Henhold til de forskellige Love indtil nu har maattet betale de 65 Procent i à conto Afdrag.

Af økonomisk Betydning var ogsaa de forskellige Love vedrørende Laanene i Tyskland og de dertil svarende Seddeludstedelser, Love, som af Kamrene betragtedes som fait accompli'er.

For at raade Bod paa de slette Høstudsigter vedtoges en Række Love om Uddeling af Sædekorn samt en Lov om Bekæmpelse af Græshoppeplagen.

I Forbindelse med den almindelige Prisfordyrelse var Loven om den foreløbige Ophævelse af Indførselstolden paa visse Nødvendighedsartikler, der tillige bestemte, at saadanne Artikler ikke kan rekvireres.

Regeringens Pengemangel var Aarsag til Vedtagelsen af en Lov, der bestemmer, at de Personer, der ved Krigens Udbrud betalte 44 tyrkiske Pund for at blive fritaget for Soldatertjeneste, nu skal betale 30 Pund om Aaret. Samtidig blev Værnepligtsalderen sat op fra 45 til 50 Aar, saaledes at Personer af disse 5 Aargange skal betale 22 Pund for at blive fritagne for Indkaldelse.

Regeringen havde lagt Beslag paa de af Tyrkiet fjendtlige Landes Undersaatter ledede koncessionerede Virksomheder (Jernbaner etc. etc.), og en ny Lov bemyndiger nu Regeringen til at hæve de paagældende Selskabers Bankdepoter og anvende dem efter eget Skøn.

For fjendtlige Undersaatters Vedkommende er det ogsaa at bemærke, at man godkendte den foreløbige Lov, der forbyder Udbetalinger til fjendtlige Undersaatter, fratager saadanne Undersaatter Retten til at nyde godt af Moratoriet etc. etc.

Videre skal nævnes, at man ekstraordinært bevilgede 10 Millioner tyrkiske Pund til Krigsministeriet for 1915-16, foruden 1,500,000 Pund til samme Ministerium til Anlæg af visse strategiske Jernbaner.

"Banque Agricole"s Statutter ændredes og Bankens Virkeomraade udvidedes ved en Lov, der ogsaa blev forelagt Kamrene og hurtigt vedtaget.

Af Hensyn til mangelen paa Skillemønt vedtoges Love om Udstedelsen af Sedler for 1/2 og 1/4 Pund. Ved en anden Lov tillagde man Ottomanerbanken Sedler, som hidtil kun havde haft Tvangskurs i Konstantinopel, Tvangskurs i hele Riget.

Loven vedrørende Rekvisition af Skibe etc. samledes i en Lov, der ikke som de tidligere Love indeholdt Ordene "Skibe under ottomansk Flag", muligvis med det Formaal i Fremtiden at kunne støtte eventuel Rekvisition af neutrale Skibe paa den ottomanske Lovgivning. Endelig skal det nævnes at man bevilgede et Gagetillæg paa 300 Pund om Maaneden til Vice-Generalissimus (Enver Pacha) og paa 150 Pund Maanedlig til Arméchefer, samt forskellige Summer til arabiske Stammechefer med det Formaal at modarbejde Misfornøjelsen i Arabien.

Med den mest udmærkede Højagtelse forbliver jeg, Hr. Minister, Deres ærbødigste
[Wandel]



Copyright © 2006-2024 Matthias Bjørnlund: www.armenocide.net A Documentation of the Armenian Genocide in World War I. All rights reserved