Hr. Udenrigsminister,
I ”Berlingske Tidende” for 30. Januar findes et Interview med den tyrkiske Generalguvernør Mazhar Bey fra Syrien, der imødegaar nogle af Punkterne i den hjemvendte missionær H. J. Myginds Beretninger om Tilstandene i Lilleasien og Syrien, og i samme Blads Udgave for 1. Februar riposterer Pastor Mygind mod de i Interviewet fremsatte Udtalelser.
Pastor Mygind bestrider Mazhar Beys Ret til at kalde sig ”Generalguvernør”. Dette er imidlertid den officielle franske Oversættelse af ”Vali”, hvorimod ”Guvernør” betegner en ”Mutessarif”.
Kernen i Diskussionen er imidlertid, hvorvidt der kan siges at eksistere Hungersnød i Tyrkiet eller ej. Mazhar Bey anvender den i tyrkisk Politik gængse Fremgangsmaade, nemlig at fremhæve det ydre Skin for derved at føre de Folk i Lyset, som ikke er kendt med Forholdene i Tyrkiet.
Han siger, at Regeringen ved ”Vecikas” lader uddele Brød, der kun koster 2 Piastre pr. Ok, og dette er ogsaa tilsyneladende rigtigt, idet Regeringen faktisk lader uddele Brød til en Pris af 2 Piastre pr. Kilo (ikke pr. Ok), men vel at mærke kun i et Kvantum af 167 Gram om Dagen pro persona og af en meget daarlig Kvalitet. Soldaterne derimod faar 1 Kilo Brød om Dagen pr. Mand, og dette maa ogsaa regnes for det normale Kvantum, da den store Masse af Befolkningen, i betragtning af de høje Priser paa de øvrige Levnedsmidler, er henvist til næsten udelukkende at leve af tørt Brød. Den maa derfor skaffe sig de 5/6 af Brødet ad anden Vej (uden Vecika), men i saa Tilfælde koster det for Tiden i Konstantinopel 15 Piastre pr. Kilo, medens det før Krigen kostede 1 Piaster; og det hvide, nærende Brød koster for Tiden 30 Piastre. Men da Konstantinopel altid har været begunstiget af Regeringerne, og Brødet her er steget mindst 2000% i Pris, har denne Stigning sikkert været langt større i Provinserne og tyder for den fattige Befolknings Vedkommende stærkt paa Hungersnød, og jeg kan i denne Forbindelse minde om, hvad jeg i min Indberetning No. XXIII [23] af 30. f.M. havde den Ære at omtale: at Storrabbineren [Haim Nahum Effendi] overfor mig har udtalt, at ikke mindre end ca. 50 Personer daglig dør her i Byen af Sult og Følgerne af Sult.
Den anden Artikel, Mazhar Bey nævner, er Kødet. Det koster ikke som han siger 15-17 Piastre, men derimod 28-30 Piastre, medens det før Krigen kostede 10-12 Piastre; men dette er ogsaa den eneste Artikel, der er steget forholdsvis lidt i Pris.
Mazhar Bey benægter dernæst, at disse Prisstigninger er kunstigt fremkaldt. Nu er Tyrkiet hovedsageligt et agerdyrkende Land og vilde sikkert kunne brødføde sig selv hvis Myndighederne ikke havde monopoliseret Transporterne til de store Centrer. Rejsende fra det indre af Riget bekræfter saaledes, at store Mængder af Oliven ligger og raadner paa forskellige Steder, medens Prisen paa denne Vare er steget til det firedobbelte i Konstantinopel, hvor den spillede en meget stor Rolle for de Fattige. Mange andre lignende Eksempler kunne nævnes.
Men hertil kommer en politisk Forholdsregel, som har bidraget meget og vil komme til at bidrage endnu mere til Fordyringen af Levnedsmidlerne.
Revolutionerne i Tyrkiet er altid blevet foranstaltet af Hæren, idet kun Officererne har været i Stand til at foretage Statskup; og den ungtyrkiske Regering ved meget godt, at dens Stilling vilde blive prekær, hvis Officererne blev misfornøjede med Situationen. Derfor gør den alt, hvad den kan, for at Officererne skal mærke Krigens Ubehageligheder – udenfor Krigsskuepladsen – saa lidt som muligt. Saaledes gælder der for dem en særlig Tarif med Priser, der endog er lavere end før Krigen; f.Eks. faar hver Underløjtnant 2 Kilo Brød om Dagen til en Pris af 2 Piastre pr. Kilo, 15 Kilo Kød om Maaneden for 4 Piastre pr. Kilo, 8 Kilo Ris om Maaneden for 3 ½ Piaster pr. Kilo – dette sidste koster ellers 35 Piastre pr. Kilo – og saa fremdeles; og disse Rationer (til de samme Priser) stiger med vedkommende Officers Grad, og det gør ingen Forskel, om Officeren er gift eller ugift. At dette er ganske uhensigtsmæssigt, idet mange Officerer er i Stand til og faktisk ogsaa gør Forretninger med deres Rationer, tager Regeringen ikke Hensyn til, naar blot den opnaar sit Maal; at stille Officererne tilfreds.
Samtidig maa den civile Befolkning betale indtil det 20-dobbelte af de sædvanlige Priser, og jo længere Krigen varer, des værre vil det naturligvis blive.
Mazhar Bey har ogsaa omtalt det armeniske Spørgsmaal og forklaret det som en Nødvendigheds-Foranstaltning, men Pastor Mygind bemærker hertil meget træffende: ”Men h v o r er Armenierne?”
Med den mest udmærkede Højagtelse forbliver jeg, Hr. Minister, Deres ærbødigste,
[Wandel]