Konstantinopel, den 28. Juli 1917.
Fortrolig.
Hr. Udenrigsminister,
De i mine tidligere Indberetninger omtalte Rygter vedrørende den forestaaende Dannelse af en ny tyrkisk Regering er i de sidste Dage dukket op igen her.
Storveziratet er blevet tilbudt Tewfik Pacha og Rifaat Pacha i Tilfælde af Talaat Pachas Tilbagetræden, men de har begge undslaaet sig, sigen man, ved at overtage en Regering, der er bundet paa Hænder og Fødder, og hvis Udøvelse kun vil blive tilladt dem, naar de opfylder visse foreskrevne Betingelser, blandt hvilke Bibeholdelsen af H.E. Enver Pacha som Krigsminister maaske forekommer dem særlig onerøs.
Hakki Pacha, den tyrkiske Ambassadør i Berlin, nævnes ogsaa som eventuelt Storveziremne.
Grunden til disse Manøvrer er bl. a. rimeligvis den, at den tyske Regering ikke uden videre vil styrke Talaat Pachas Stilling ved at yde de nødvendige nye Laan til hans Regering, men søger at benytte Lejligheden nu, da Tyrkiets Penge igen er sluppet op, til at opnaa nye Indrømmelser og nogen mere Sikkerhed for dets fortsatte tyske Politik, end Talaat Pachas tidligere Holdning synes at borge for.
Tyskerne ønsker antageligvis en Storvezir, der ikke alene driver tysk Politik af Nødvendighed som Talaat Pacha, men ogsaa af Lyst og uden Forbehold for ikke at være udsat for et pludseligt Omslag her, hvis de faar Modgang, og fra tyrkisk Side søger man derfor at bibringe dem det Indtryk, at hvis de ikke bliver enig med Talaat Pacha, udsætter de sig kun for at faa en anden Storvezir, der er endnu mindre medgørlig, end han er. Ved det sidste Storvezirskifte viste det sig jo ogsaa, at Tyskerne ikke var i Stand til at faa deres Vilje igennem.
En højtstaande Frimurer, der mener at have Talaat Pachas Fortrolighed, siger mig imidlertid, at hvis intet uforudset sker, vil det endnu denne Gang ikke komme til nogen Krise. Talaat Pacha taler kun paa Skrømt om at trække sig tilbage, og da Tyskland er nødsaget til at vedblive med at give Laanene, vil man sikkert komme til et Kompromis.
Den tyske Regering vil, siger min Hjemmelsmand, paany stille 40 Millioner tyrkiske Pund i tyske Skatkammerveksler til Tyrkiets Raadighed, og Kontrakten vil rimeligvis en af de nærmeste Dage blive underskrevet af Direktøren for Deutsche Bank, Hr. Bassermann, der for Tiden opholder sig her paa Besøg.
Disse 40 Millioner vil, hører jeg, paa sædvanlig Maade blive anvendt som Fundering for en fortsat Udstedelse af nye tyrkiske Seddelpenge, og man giver her foreløbig Afkald paa at placere de tyske Skatkammerveksler her, da man ikke tror, at Markedet vilde kunne optage mere end 5 à 8 Millioner.
Et Medlem at det ottomanske Parlament sagde mig ogsaa i Dag, at saalænge Enver Pacha lever, vil den herværende Regering efter hans Mening vedblive med at sætte sin Lid til Tyskland og med blindt at følge dette Land i Med- og Modgang, fordi den ikke har anden Udvej.
Talaat Pacha indser meget vel, sagde han, at Partiet er tabt, og han søger kun tilsyneladende nu og da at holde igen for at bevare et Udseende af Uafhængighed; han ved, at det tyske Condominium forlener Enver Pacha med en saadan Magt, at han er nødt til at give efter, og han tilstræber ved sin Modstand kun at opnaa en bedre Stilling for sig selv i det offentlige Omdømme, der maaske vil komme ham til Gode senere, medens Krigsministeren faar Udseende af at bære hele Ansvaret for Regeringens Politik, der skaffer ham flere Fjender for hver Dag, der gaar, og har til Følge, at Opinionen giver ham Skylden for al det Vanstyre, der er Landets Ulykke, og for al Demoralisationen indenfor Administrationen.
I Modsætning til Krigsministerens intransigente og konsekvente Politik faar Talaat Pachas Holdning derfor ofte et Skær af Duplicitet, der foruroliger Tyskerne og erindrer dem om, at han i et givet Øjeblik ikke vil være nogen Nikkedukke.
Det er næsten altid fortrolige Venner af Talaat Pacha, der, naar de befinder sig paa Besøg i det neutrale Udland, søger at faa Føling med Fjenden og erfare hans Fredsbetingelser, skønt de ved, at de vil blive desavouerede, hvis Tyskerne faar det at vide.
Dette skal, siger man i Udenrigsministeriet, ogsaa have været Tilfældet for nylig for Bedri Beys, Konstantinopels Præfekts, Vedkommende, da han var i Stockholm og Svejts.
Bedri Bey er Talaat Pachas højre Haand, og selv om han nu grundet tyske Indsigelser er blevet forflyttet, er der ingen Grund til at tro, at han har handlet imod Storvezirens hemmelige Ønsker, eller at han er falden i virkelig Unaade.
Bedri Beys Udnævnelse til Guvernør i Aleppo, der maaske snart vil blive General von Falkenhayns Hovedkvarter, og hvor det gælder for Storveziren om at have en Mand, han kan stole paa, forekommer mig snarere at være et godt Eksempel paa, hvorledes Talaat Pacha søger at menagere "la chèvre et le chou" ["dele sol og vind lige"] paa en Maade, der ikke altid er behagelig for Tyskerne.
Hvis Begivenhederne udvikler sig saaledes, at Talaat Pacha faar nogle bedre Kort paa Haanden, end han har nu, vil han sikkert forstaa at nytte Lejligheden som den behændige Opportunist, han utvivlsomt er.
Med den mest udmærkede Højagtelse forbliver jeg, Hr. Minister, Deres ærbødigste
[Wandel]