Konstantinopel, den 5. August 1917.
Hr. Udenrigsminister,
I Stambuls politiske Kredse siger man nu, at store Dele af de tyske Tropper, der bliver sendt hertil under Paaskud af, at de skal tilbageerobre Bagdad, vil forblive i Konstantinopels Omegn for at sikre den ungtyrkiske Regerings Magt og Ordenens Opretholdelse i det europæiske Tyrki.
Regeringen kan, lader det til, ikke længer stole paa Hæren.
Som allerede indberettet er det længe lykkedes den at stille Officererne tilfreds ved, medens den civile Befolkning led Nød, at sørge for, at de og deres Familier fik alt, hvad de behøvede fra de militære Depoter til de samme Priser som før Krigen, men den begynder nu at savne Midlerne til at sikre sig mod en Oprørsbevægelse paa denne Maade, og den indskrænker sig i den sidste Tid til at søge at tilfredsstille de højeststaaende af Officererne, medens de menige Soldater kun faar daarligt Brød, Oliven og lidt tørret Fisk.
I alle Samfundsklasser breder den Anskuelse sig, at den ungtyrkiske Regering har solgt sig til Tyskerne og nu kun tænker paa at berige sig paa Folkets Bekostning, medens den omgiver sig med Spioner og tyske Soldater og undertrykker al Ytringsfrihed.
Selv blandt de fremmede Ambassaders og Gesandtskabers Tjenestefolk og Kavasser og blandt Damerne i Peras Selskabsverden har den sine Snushaner.
Folk dør af Sult, uden at Nogen tør protestere, medens Regeringen og dens Venner tjener enorme Formuer og lever i Overdaadighed.
Hadet mod Tyskerne, som man giver Skylden for denne sørgelige Tingenes Tilstand, tiltager ogsaa for hver Dag, der gaar.
De tyrkiske Officerer er misundelige paa deres tyske Kolleger, der bliver langt bedre lønnet, logeret og forplejet og nyder alle slags Fordele. De ser med Harme, at alt det svære og ubehagelige Arbejde bliver læsset paa Tyrkerne, medens Tyskerne optræder som Herrer i Landet og lægger en Arrogance for Dagen, som idelig saarer dem.
Østrigerne, der har et aabent Øje for dette Forhold og forstaar at drage Fordel deraf, er derimod bedre lidt [sic].
De østrigske Officerer har megen Takt, og der knyttes øjensynligt for Tiden Baand, der kun kan faa Betydning for det økonomiske Samkvem mellem Tyrkiet og Østrig-Ungarn efter Krigen.
Med den mest udmærkede Højagtelse forbliver jeg, Hr. Minister, Deres ærbødigste
[Wandel].