Konstantinopel, den 29 April 1918.
Fortrolig.
Hr. Udenrigsminister,
Den tyrkiske Udenrigsminister forsikrede den 27. ds. den spanske Gesandt [Julian del Arroyo], der havde modtaget Ordre fra Madrid til at tale de Kristnes Sag i Porten, at Befolkningen i de af Tyrkerne generobrede Provinser vil blive behandlet med Skaansomhed uden Hensyn til hvilken [Religion], de tilhører.
Efter ny Ordre fra sin Regering insisterede Gesandten igen nogle Dage senere udtrykkeligt for Armeniernes Vedkommende, og Udenrigsministeren gentog sine Forsikringer, idet han dog bemærkede, at den tyrkiske Regering vidste, at de i Europa bosatte Armeniere søger at ophidse Verdensopinionen imod Tyrkerne, hvorved de gør deres Landsmænd i Tyrkiet mere Skade end Gavn.
Det er naturligt, siger Udenrigsministeren, at den tyrkiske Befolkning er forbitret over Armeniernes Adfærd, og han udbredte sig i Fordømmelser af den Maade, paa hvilken de efter hans Sigende uden Hensyn til deres ottomaniske Nationalitet var gaaet over til Russerne, da disse besatte den tyrkiske Del af Armenien, og af den Grusomhed, med hvilken de havde behandlet den tyrkiske Befolkning, medens de var Herrer i Landet.
Udenrigsministeren fortalte Gesandten, at Pavestolens herværende Repræsentant, Monseigneur [Angelo Maria] Dolci, den foregaaende Dag ogsaa havde besøgt ham i samme Anledning, og han sagde flere Gange, at den tyrkiske Regering vilde behandle alle Kristne godt uden Hensyn til deres Nationalitet og Religion, og at den havde til Hensigt at genopbygge deres ødelagte Boliger.
De fremmede Regeringer vil saa faa Lejlighed, tilføjede han, til at sammenligne vor Adfærd med vore Fjenders Opførsel og til at afgøre, hvem der optræder mest humant.
Den tyrkiske Regering har, oplyste Udenrigsministeren, sendt Journalister til Kaukasus, for at de kan se og bevidne i deres Blade, hvad der er sket i hine Egne, og Justitsministeren, Halil Bey, er rejst til Batum for at tilse Ordenens Genoprettelse og drage Omsorg for, at Befolkningens Vilje frit faar Lejlighed til at gøre sig gældende ved den forestaaende almindelige Afstemning.
Jeg kender endnu ikke de Meddelser i Bladene om Tyrkernes Fremfærd i Kaukasus og Armenien, som jeg formoder har givet Anledning til den spanske Konges og til Pavestolens Demarcher her, men Armeniernes og Tyrkernes indbyrdes Had er aabenbart saa stærkt, at de benytter enhver gunstig Lejlighed til at hævne sig paa hinanden, og at de vil vedblive dermed, saalænge Tyskerne ikke for Alvor lægger sig imellem og bevæger dem til at udvise mere Humanitet, hvortil der desværre for Tiden ikke synes at være megen Udsigt.
Tyskerne har, som allerede Indberettet, saa vidt jeg kan se, siden Krigens Begyndelse ladet Ungtyrkerne have frie Hænder i det armeniske Spørgsmaal, og den tyske Ambassadør, Grev Bernstorff, er meget forsigtig, naar han taler om dette Forhold.
Han siger, at hele Verden giver hans Forgænger i Embedet, Baron von Wangenheim, Skylden for, hvad der er sket, og mener, at han intet har gjort for at forhindre Myrderierne, og han beklager sig over, at det nu er ham, der maa holde for, men han siger ikke, hvad han har gjort eller agter at gøre, og der foreligger mig bekendt heller ikke noget Bevis for, at Baron von Wangenheim ikke har tiet, da han kunne gøre Menneskeheden en god Tjeneste ved at tage Bladet fra Munden.
For mit eget Vedkommende saa maa jeg for Armenierspørgsmaalets Vedkommende henholde mig til, hvad man officielt siger mig og mine Kolleger i Porten, og til hvad jeg allerede har indberettet, men jeg undlader dog ikke at tilføje, at den almindelige Mening her i Konstantinopel er, at den kristne Befolkning i Tyrkiet og især Armenierne gaar sørgelige Dage i Møde, og at der ikke vil oprinde bedre Tider for den, før Krigen ophører, og Magterne bliver i Stand til at intervenere paa en mere energisk Maade, end de hidtil har gjort.
Med den mest udmærkede Højagtelse forbliver jeg, Hr. Minister, Deres ærbødigste
[Wandel]