1918-07-24-DK-001
Dansk :: da de en
Home: www.armenocide.net
Link: http://www.armenocide.net/armenocide/ArmGenDE.nsf/$$AllDocs/1918-07-24-DK-001
Source: DK/RA-UM/Gruppeordnede sager 1909-1945. 139. D. 1, ”Tyrkiet - Indre Forhold”. Pakke 2, fra Jan. 1917 – 1. Jan. 1919
Edition: Danish diplomatic sources
Departure of telegram: 07/24/1918
Arrival of telegram: 08/09/1918
Embassy/consular serial number: Nr. 67
Last updated: 03/30/2012


Ministerresident i Konstantinopel (Carl Ellis Wandel) til Udenrigsministeren (Erik Scavenius)

Rapport



Nr. 67
Konstantinopel, den 24. Juli 1918.

Hr. Udenrigsminister,

I en "Hatti Humayoun" af 8. Juli har H. M. Sultan Mehmed VI udtalt Ønsket om at der maa blive taget hurtige og energiske Forholdsregler med Henblik paa at bringe den Nødtilstand til at ophøre, der er opstaaet i Tyrkiet som Følge af Krigstilstanden og Dyrtiden, samt paa i enhver Henseende at tilfredsstille Befolkningens Behov, og han har stillet en Del betingelsesvise Benaadninger og Ophævelsen af Belejringstilstanden udenfor det militære Omraade i Udsigt.

Den ottomanske Regering, der ikke var fuldtallig, er derefter kompletteret med 3 nye Ministre, og man har besluttet sig til at oprette et nyt Ministerium for den offentlige Ernæring, der skal ledes af Kémal Bey, Komitéens Delegerede for Konstantinopel, og forhenværende Generaldirektør for det priviligerede tyrkiske Handelsselskab "Djammiett", der spillede en stor Rolle her i Konstantinopel i 1916.

Ismail Djanbolat, H H. Talaat Pachas Ven og Tillidsmand, der for nylig en kort Tid var tyrkisk Gesandt i Stockholm, har overtaget Ledelsen af Indenrigsministeriet, der blev besørget af Storveziren, og som efter de foreliggende Erklæringer at dømme skal finde Sted paa en mere energisk Maade.

Der vil blive givet de talrige militære Rømningsmænd Adgang til Benaadning, ikke alene for saa vidt angaar den Straf, der tilkommer dem som Følge af deres Desertion, men ogsaa for andre Forbrydelser, de maatte have begaaet, idet man paa denne Made haaber at forbedre den offentlige Sikkerhed og faa en Ende paa Røveruvæsenet i Lilleasien, der som tidligere indberettet har antaget saadanne Proportioner, at det forvolder Regeringen megen Bekymring.

En ny Bestemmelse til hvis Resultat man knytter store Forventninger her er endvidere Dr. Nazim Beys Udnævnelse til Undervisnings Minister.

Dr. Nazim Bey hører ligesom tidligere omtalte Chukri Bey til de mest yderliggaaende tyrkiske Nationalister i Komitéen, blandt hvilke det nu synes at være blevet en Regel at vælge Undervisningsministeren, og han gælder for at være særlig energisk og handledygtig Mand.

Det var saaledes Nazim Bey, der under Balkankrigen udtænkte den Plan, der gik ud paa at iværksætte en Udvandring til Tyrkiet af den islamiske Befolkning i Macedonien og dens Bosættelse paa Steder, hvis ikke-muhammedanske Beboere skulde transporteres andetsteds hen.

Ved et særligt Møde i Komitéen har H. H. Talaat Pacha desuden afgivet en Erklæring om at Regeringens Førelse i Fremtiden vil finde Sted i nøje Overensstemmelse med Forfatningen og Rigets andre fundamentale Love - en Erklæring det dog vistnok vil være for tidlig allerede nu at tillægge en anden eller større Betydning, end den de mange andre uopfyldte Løfter han har givet offentligt under Krigen har haft, men som aabenbart var blevet nødvendig som Følge af Tronskiftet og den ny Suveræns Ønsker.

Med den mest udmærkede Højagtelse forbliver jeg, Hr. Minister, Deres ærbødigste

[Wandel]



Copyright © 2006-2024 Matthias Bjørnlund: www.armenocide.net A Documentation of the Armenian Genocide in World War I. All rights reserved