1918-10-22-DK-001

1918-10-22-DK-001

Dansk :: da de en

Home: www.armenocide.net
Link: http://www.armenocide.net/armenocide/ArmGenDE.nsf/$$AllDocs/1918-10-22-DK-001
Source: DK/RA-UM/Gruppeordnede sager 1909-1945. 139. D. 1, ”Tyrkiet - Indre Forhold”. Pakke 2, fra Jan. 1917 – 1. Jan. 1919
Edition: Danish diplomatic sources
Departure of telegram: 10/22/1918
Embassy/consular serial number: Nr. 91
Last updated: 03/27/2012

Ministerresident i Konstantinopel (Carl Ellis Wandel) til Udenrigsministeren (Erik Scavenius)

Rapport

Nr. 91
Konstantinopel, den 22. Oktober 1918. Kopi. Nr. LXXXXI [91]. 139. D. 1. [Til] Hr. Udenrigsminister Erik Scavenius, R. af Dbg. [Ridder af Dannebrog].

Hr. Udenrigsminister,
Siden min sidste Depeche udviklede Forholdene i Konstantinopel sig saa hurtigt, at der for mig ikke længere kunde være Tale om at forudse dem, men kun om at optegne dem.

Censuren undertrykte i Pressen alle politiske Meddelelser, der ikke var redigeret i Berlin, Konstantinopel og Wien, og der kom ingen Post hertil fra Udlandet.

Talaat Pacha befandt sig paa Hjemvejen fra Berlin til Konstantinopel, og Bladene dvælede efter Ordre ved hans Opnaaelser i Kaukasus, da Englænderne blev kede af hans Duplicitet og pludselig afbrød de Forhandlinger, de længe i al Hemmelighed havde ført med Tyrkerne, idet de overrakte hans officiøse Forhandler, Guvernøren i Smyrna, Rahmi Bey, et slags Ultimatum.

Samtidig indløb de første, stærkt forvanskede, Meddelelser hertil om det bulgarske Sammenbrud.

Talaat Pacha, der efter Bladene at dømme havde forladt Berlin officielt bestemt paa at fortsætte Krigen paa Tysklands Side, havde paa Banegaarden i Sofia en Samtale, der varede i halvanden Time, med Malinoff [Bulgariens Premierminister Aleksandar Malinov], og han anmodede derefter forgæves om at faa Kongen i Tale.

Kong Ferdinand lod svare, at han intet havde at føje til, hvad hans Konseilspræsident havde sagt. Han raadede ikke længer over nogen brugbar Hær, og hans Bestemmelse stod ikke til at ændre.

Da Storveziren den 27. September ankom til Konstantinopel, befandt hans Regering sig saaledes i en vanskelig Stilling.

Bulgariens Frafald, Nederlaget i Syrien og de Følger, disse Begivenheder havde i Tyskland, kompromitterede Komitéens Politik, og Misfornøjelsen i Stambul med den unionistiske Regering var saa almindelig, at en Ministerkrise straks indtraadte.

Sultanen var stemt for Fred og ønskede at overdrage Dannelsen af en ny Regering til den gamle Tewfik Pacha [Ahmet Tevfik Pasha], medens Pachaerne Talaat og Enver søgte at vinde Tid, indtil den første Skræk drev over, og det lykkedes dem at hævde, at Faren for Tyrkiet ikke var saa overhængende, som man først troede.

Komitéen blev først sammenkaldt den 30. September for at overveje Situationen, og den besluttede med ringe Majoritet at fortsætte Krigen.

Det viste sig imidlertid ved denne Lejlighed tydeligt, at Komitéen havde delt sig i to Grupper, af hvilke den ene - Talaats og Envers - endnu var den største, medens den anden - Defaitisterne og de mindst kompromitterede af dens Medlemmer - samlede sig om Fethy Bey [Ali Fethi Bey(Okyar)], indtil for nylig tyrkisk Gesandt i Sofia, som den tyske Ambassadør forgæves havde forsøgt at vinde, og som havde forudsagt, hvad der vilde ske.

Fethy Bey organiserede hurtigt sit Parti og forlangte Komitéen sammenkaldt til et nyt Møde den 7. Oktober, da Prins Max af Badens Udnævnelse til Kansler og Tysklands Henvendelse til Præsident Wilson havde styrket hans Stilling saa meget, at han ikke længer frygtede en Styrkeprøve med Talaat og Enver.

Det Pres, det paa dette Møde lykkedes Fethy Bey og hans Tilhængere at øve mod Komitéens Højre, var saa stærkt, at Talaat og hans Venner indgik paa tilsyneladende at trække sig tilbage og tillade Dannelsen af en ny Regering, men dermed var Fethy ikke tilfreds, og en Konflikt mellem de to Komité-Grupper blev uundgaaelig.

Fethy Bey vilde neutralisere Talaats Indflydelse og fremstille for Ententen en ny Regering, der var ganske uafhængig af den
gamle, med hvilken den [dvs. Ententen] ikke vilde forhandle, medens Talaat kun vilde trække sig tilbage paa Betingelse af, at han bevarede Magten og Adgangen til ubemærket at kontrollere sine Efterfølgeres Handlinger.

Med andre Ord, Talaat vilde igen have to Regeringer, en officiel for Syns Skyld, og en hemmelig, der havde Magten.

Talaat Pacha raadede over Majoriteten i Deputeretkamret, hvis Medlemmer simpelthen er "udnævnt" af Komitéen, og da han havde indgivet sin Afskedsbegæring, var han derfor i Stand til at lægge alvorlige Hindringer i Vejen for Tewfik Pacha, som Sultanen betroede Dannelsen af en ny Regering.

Tewfik Pacha vilde imidlertid ikke høre Tale om, at optage de Medlemmer af Komitéen, som denne vilde paatvinge ham, i sin regering, saa Sultanen maatte foreløbig opgive sin utvetydige Fredspolitik og henvende sig til sin Generaladjudant, General Izzet Pacha, der ikke veg tilbage for et Samarbejde med Unionisterne, og som dannede det nuværende Ministerium, der er et Slags Koalitionsministerium, i hvilket han optog Fethy Bey som Indenrigsminister og bibeholdt Talaats Finansminister, Djavid Bey.

Izzet Pachas Kabinet er nødt til at støtte sig til Komitéen, der har Majoriteten i Kamret, skønt det nærmest maa anses for at være anti-unionistisk.

Halil Bey, Talaats Udenrigsminister og Justitsminister, er fremdeles Formand for Deputeretkamret, og Talaat selv er Formand for Kamrets Komission for udenrigske Anliggender.

For at søge at imødegaa den Fare for det ny Regime, der er forbunden med denne Mangel paa Følgerigtighed, har Fethy Bey dannet et Parti, der kalder sig Progressisterne [Teceddut Firkasi; 'Fornyelsespartiet'], og flere andre saakaldte politiske Partier er ogsaa i deres Vorden.

Men en virkelig uafhængig Regering vil selvfølgelig ikke kunne holde sig ved Magten, før Kamret bliver opløst og nye Valg finder Sted.

De sidste indrepolitiske Begivenheder her synes ganske vist, sammenlignet med Talaats Despotisme under Mehmed V, at have medført et Tilløb til Parlamentarisme efter europæisk Mønster, men politiske Partier, bestaaende af Mænd, hvis fælles Meninger, fælles Maal og fælles indbyrdes Agtelse for hverandre forener dem, findes der endnu ikke i Tyrkiet.

I Stedet for politiske Partier, der ved konstitutionelle Midler søger at virkeliggøre et Program, de aabent og ærligt vedkender sig, findes her kun nogle Rivaler og deres Tilhængere uden Principper, der mere tilstræber Ære og Magt eller Rigdom end Landets egentlige Vel.

Den ny Regering, der kom til Magten den 15. Oktober, lader dog til at have sat sig flere værdige Opgaver. Derfor synes i hvert Fald den ny Storvezirs Person at borge.

General Izzet Pacha er utvivlsomt en velmenende og uegennyttig Patriot, men hans Regering er endnu yderst svag, sammenlignet med Talaats energiske Regime, og da han selv danner en Undtagelse, vil han næppe i Længden faa mange Tilhængere.

Hans Bestræbelser gaar, saa vidt jeg kan forstaa, ud paa at rehabilitere Tyrkiet i Udlandets Øjne inden Fredsslutningen. Han søger efter Evne at neutralisere Følgerne af Komitéens mange Overgreb i de sidste 4 Aar.

Der er saaledes blevet tilstaaet Amnesti for, hvad der under Talaats og Envers Styre var politiske Forseelser, og det er blevet tilladt de deporterede Arabere, Armeniere og Grækere at vende tilbage til deres Hjemsteder og at gøre Krav gældende for den materielle Skade, de har lidt.

De Embedsmænd, der bærer Skylden for Armenier-Massakrerne, bliver afsat og anklaget.

Om de halvofficielle Fredsunderhandlinger, eller rettere foreløbige Forhandlinger om separat Vaabenstilstand for Tyrkiet, der efter Regeringsskiftet er blevet genoptaget med Ententemagterne i Smyrna og andetsteds, har jeg telegrafisk holdt Hr. Udenrigsministeren underrettet, og saa snart Forholdene tillader det, vil de sikkert blive fortsat officielt, thi om en Fortsættelse af Krigen kan der for Tyrkiets Vedkommende ikke længer være Tale.

Tyrkiets Sammenbrud, der forlængst var forudsagt i mine Indberetninger, har længe været en Kendsgerning, der kun er blevet øjensynlig langt senere, end jeg havde forventet, fordi Englænderne siden Nederlaget ved Kut-el-Amara er gaaet til Værks ved de tyrkiske Fronter med langt større Langsomhed og Forsigtighed end nødvendigt.

Englænderne troede aabenbart, at Tyrkiet endnu havde en Rest af militær Modstandskraft, og de har ikke villet slaa det afgørende Slag, før de var sikre paa Sejren.

De havde i hvert Fald let kunnet opnaa Sejren for længe siden, thi de vilde ingen nævneværdig Modstand have mødt.

At det forholder sig saaledes, indrømmer de herværende tyske og østrigske militære Befuldmægtigede nu ogsaa uden Forbehold, Siden Partiet er tabt for dem, og de belaver sig paa at forlade Tyrkiet.

Der hersker dog her endnu nogen Tvivl om, hvorvidt Izzet Pachas blandede Regering vil blive Tyrkiets endelige Fredsministerium, da det endnu ikke staar frit, men kun kan forhandle, medens Ententemagterne maaske vil forlange, at Tyrkiet skal overgive sig ligesom Bulgarien.

Hvis Ententen ikke vil forhandle officielt med Izzet Pacha, vil Tewfik Pacha maaske dog komme til Magten, men han vil næppe paatage sig at danne en Regering, medmindre Kamrene bliver opløst, og i saa Fald vil Udviklingen rimeligvis igen gaa i reaktionær Retning.

Spørgsmaalet vedrørende de mange Penge, Komitéen har tilvendt sig under Krigen, og som den formentlig skylder Nationen, vil derfor maaske ogsaa snart blive aktuelt.

Med den mest udmærkede Højagtelse forbliver jeg, Hr. Minister, Deres ærbødigste
(sign.) C. E. Wandel