1914-06-27-DK-001
Dansk :: da de en
Home: www.armenocide.net
Link: http://www.armenocide.net/armenocide/armgende.nsf/$$AllDocs/1914-06-27-DK-001
Source: DK/RA-UM/Gruppeordnede sager 1909-1945. 5. L. 15, ”Grækenland-Tyrkiet: Politiske Forhold”. Pakke 1, Juni 1914-31/12 1945
Edition: Danish diplomatic sources
Departure of telegram: 06/27/1914
Arrival of telegram: 07/01/1914
Embassy/consular serial number: No. 41
Last updated: 04/01/2012


Ministerresident i Konstantinopel (Carl Ellis Wandel) til Udenrigsministeren (Erik Scavenius)

Indberetning


Nr. 41.

Konstantinopel, 27. Juni 1914.

Forholdet mellem Tyrkiet og Grækenland.

[Refererer til] Ges. Nr. 31 af 23ds.

Den i min sidste Indberetning om Forholdet mellem Grækenland og Tyrkiet bebudede Fortsættelse af den danske Konsul i Smyrnas Rapport er nu ankommet. Den meddeler bl. a.:

De Bander, der var dragne mod Syd mod Menemen, efter at have plyndret alle Landsbyer paa Vejen, naaede den 12te om Natten til Phocea, som de angreb fra 3 Sider. Et Øjenvidne fortæller bl. a., at et kvarter efter at Angrebet var begyndt var alle Baade og Skibe fulde af Flygtninge. De, der ikke kunde slippe væk i Baade, flygtede ud paa den lille Halvø, hvor Fyret staar. Paa Kysten saa det omtalte Vidne til Begivenhederne 11 Lig. Hvor mange der dræbtes ved han ikke, men han saa f. Eks. to andre Lig i en Forstue, til hvilken han lukkede Døren op. Og alle Butikker var plyndrede, alt Gods, der ikke kunde føres fra Stedet, ødelagt.

Efterretninger fra Phocea holdtes tilbage i Smyrna, og det var først nogle Dage senere, en fransk Damper bragte Meddelelser om det passerede.

Denne Damper havde taget 700 - af Sult halvdøde - Flygtninge med til Mytilene. Mytilenes Myndigheder sendte Skibe og transporterede de tilbageblevne 5-6000 Indbyggere i Phocea til Mytilene. Nu er der ikke det mindste Spor af den græske Befolkning i denne By.

Nord for Smyrna skete lignende Ting. Ved Kato-Panaya (Assan Tchiftlik) landede 600 Muselmænd, drev Indbyggerne ud af deres Huse og satte sig selv i Besiddelse af Husene og deres Indbo. Andre landede ved Chesmé og gik til Alatsata, hvis Indbyggere af Myndighederne blev tvungne til at overgive Huse og Ejendele til de nyankomne. Der var ca. 15000 Indbyggere i Alatsata, deraf de 9/10 Grækere - nu er der ikke en eneste Græker.

Det samme skete i Chesmé. Hellere end at blive jaget væk, vilde Befolkningen drage bort, mens det kun var ved Truslerne - og af 13000 Grækere blev kun en ca. 30 tilbage, resten tog til Chios og Samos.

Ogsaa i Reis-Déré, Ovalik, Kilisman, Saip, Vourla, Narli-Déré og Abdullah-Chiftlik begyndtes der med Trusler og fortsattes med Overfald og Myrderier. 6500 flygtede til Long Island [sic], hvor de var uden Føde, indtil der paa det russiske Generalkonsuls, Kalmykows, Initiativ blev sendt Fødemidler.

-Efter et Skøn er ialt 70-80000 Personer udjagne. Foruden Flygtningenes Gods (vel ca. 2 Mill. £str.) er Provinsens Tab uopretteligt. En arbejdsom Klasse Mennesker er jaget ud, trods det [at] Provinsen i Forvejen var tyndt befolket. Det kan forudses, at Provinsen i mange Aar vil føle den forfejlede Politiks Resultater.

-Konsulen gaar derefter over til Talaat Beys Rejse, som han betegner som "en Farce". Mens Indenrigsministeren drog fra By til By, holdt Taler og lovede fuld Sikkerhed, var der ingen, der kunde gaa ud om Natten udenfor sit eget Hus eller selv om Dagen begive sig til sin Mark uden at blive skudt eller mishandlet. I Tireh, Eudemish og Baindir blev Grækerne boycottede og angrebne af Bashibozukker, da de forsøgte at vende tilbage til deres Vinhaver og Tobaksplantager. I Menemen, Magnesia, Axar, Soma og Pergamos kan ingen Græker selv nu gaa udenfor Byen og i Kara Bournou er Kvæget midt om Dagen og for Europæernes Øjne røvet fra Beboerne af tyrkiske Embedsmænd. -

Ogsaa Drogmanernes [dragomaner, dvs. tolke] Rejse betegner Konsulen som en Farce. Fra deres Automobiler og Luksus-Særtog vil de næppe faa meget at se af det, de burde se. Grusomhederne, mener han, vil mildnes, og de vil foregaa mindre aabenlyst - men ikke standse. Til Slut citerer han en Meddelelse fra den amerikanske Generalkonsul, Horton, til Singer Co., ifølge hvilken den amerikanske Ambassadør af Storveziren kun har faaet Garanti for Grækernes Liv og Lemmer for det første Par Maaneder.

-Mens den danske Konsul i Smyrna saaledes giver en Beskrivelse af det passerede, der i det væsentlige falder sammen med den græske, er de tyrkiske herværende Aviser i de sidste Dage begyndt at indeholde Meddelelser om græske Røverbander, der med Øerne som Udgangspunkt foretager Togter langs de Lilleasiatiske Provinsers Kyst. Saaledes meddeler Dagbladet "Stamboul" idag, at det Telegraferes, at en Baad med tre græske Røvere igaar nærmede sig Tschesmé (Chesmé) og skød paa Indbyggerne, der i Øjeblikket var nede ved Kysten. - Samtidig antydes det, at Drogmanerne (der har været i Chesmé og bl. a. tænker paa nu at tage til Phocea) anerkender, at Regeringen har gjort alt for at standse Emigrationen og forbedre Grækernes Lod.

-Sandsynligvis forlader Talaat Bey idag Smyrna for over Panderma at begive sig tilbage til Hovedstaden.

C. E. Wandel



Copyright © 2006-2024 Matthias Bjørnlund: www.armenocide.net A Documentation of the Armenian Genocide in World War I. All rights reserved