Konstantinopel, 19. September 1915.
Hr. Udenrigsminister,
Jeg har i mine tidligere Indberetninger omtalt Ungtyrkernes Forhold til de i det tyrkiske Rige bosatte Grækere og Armeniere og paavist de skæbnesvangre Konsekvenser, det vil have for Landets Økonomi, hvis det efterhaanden skulde lykkes at forjage eller tilintetgøre disse Folk. Imidlertid er der endnu et Folk i Tyrkiet, der har spillet og endnu spiller en meget stor Rolle i Tyrkiets Næringsliv, Jøderne - alene i Konstantinopel er der vel ca. 70000 Jøder, næsten alle beskæftigede i Handelen, i Bank- og Pengeinstitutterne. Forholdet mellem Tyrkerne og Jøderne har hidtil været saa godt, at en Mængde Jøder har betragtet sig som Tyrkere, ja endog er gaaet over til Islam, og derved yderligere har kunnet befæste deres Indflydelse.
Spørgsmaalet om det fremtidige Forhold mellem Jøder og Tyrkere har under den nuværende Situation faaet aktuel Betydning, idet der netop i den allersidste Tid er Tegn, der tyder paa, at Alliancen mellem Jøderne og Tyrkerne er ved at løsnes, ikke alene fordi Jødernes Tilpasningsevne, hvor stor den end er, dog næppe undgaar nu at støde paa den ungtyrkiske Nynationalisme, men ogsaa fordi der for Øjeblikket er reelle Misstemninger baade mellem Regeringen og den herværende zionistiske Bevægelse og mellem den store almene Befolkning og de rige jødisk-muhammedanske Købmænd. Vist er det, at Tiderne nu ikke er de samme som i Revolutionens Dage, da Jøder og Tyrkere stod sammen i Kampen mod Despotiet, da Komitéen havde sit Sæde i det næsten rent jødiske Saloniki og i rigt Maal benyttede sig af jødisk Støtte - intellektuelt og financielt, da Djavid Bey og Carosso [Carasso, Karasu] Effendi (begge Deunmé'er, d.v.s. af en jødisk Familie, der er gaaet over til Islam) stod fremmest mellem Komitéens Medlemmer og da man udpegede Carosso Effendi til at være Ordfører for den Deputation, der overbragte Sultan Abdul Hamid Meddelelsen om, at han skulde overdrage Tronen til sin Broder.
Hvad Regeringens Forhold til Zionisterne angaar, er den Misstemning, der skyldes Jødernes Forsøg paa at kolonisere Palæstina, selvfølgelig ikke af ny Dato, for saa vidt som Abdul Hamid allerede for 25 Aar siden forbød Jøder af fremmed Nationalitet at nedsætte sig i dette Land. Rimeligvis var dette Forbud særlig udstedt for at forhindre Indvandringen af russiske Jøder og derved sætte Bom for den voksende russiske Indflydelse i Palæstina.
Den tyrkiske Lov har ganske vist fra det nævnte Tidspunkt forbudt fremmede Jøder at nedsætte sig i det hellige Land, men man gik ikke frem efter Lovens Bogstav, og i Tidens Løb bosatte over 40,000 Jøder sig i Palæstina, hvor de saa godt som alle købte Jorder, og hvor de levede under gunstige økonomiske Vilkaar omend i en retslig set noget usikker Stilling, idet deres Opholdstilladelse i Overensstemmelse med Loven kun gjaldt for de første 3 Maaneder af deres Ophold, saaledes at de fra dette Tidspunkt at regne stod uden formel Ret eller Tilladelse til at leve i Landet.
I Konstitutionens første liberale Dage fritog man de til Palæstina indvandrede Jøder for Formaliteten med Udleveringen af de 3 Maaneders Opholdstilladelser, men Tingenes faktiske Tilstand, d.v.s. Lovens formelle Forbud mod Bosættelsen og dennes Ikke-Overholdelse, ændredes stadig ikke.
Da den hellige Krig udbrød sidste Efteraar, skiftede de tyrkiske Autoriteter Fremgangsmaade. Djemal Pacha, Chefen for Ekspeditionen mod Ægypten, var imod den jødiske Kolonisering og Autoriteterne, særlig Jaffas Guvernør, Behaedinne Bey, begyndte en Række Udvisninger og Arrestationer. I en Nat sendtes 600 Jøder fra Jaffa til Ægypten. Djemal Pacha og Behaedinne Bey sendte antijødiske Rapporter til Hovedstaden, og det syntes, som om Talaat Bey blev paavirket deraf.
Paa dette Tidspunkt greb den amerikanske Ambassadør (der selv er Jøde) og den tyske Ambassadør, Baron von Wangenheim, ind og de opnaaede, at Behaedinne Bey blev fjernet fra sin Post som Guvernør i Jaffa, ligesom Regeringen, som en følge af det udøvede diplomatiske Tryk, besluttede sig til foreløbig at udsætte Afgørelsen af Spørgsmaalet om Jødernes Forbliven i Palæstina. Kun bestemtes det, at de Jøder, der var Undersaatter af de fjendtlige Stater (i dette Tilfælde saa godt som udelukkende Russere) skulde enten forlade Landet eller lade sig gøre til ottomanske Undersaatter. Ca. 10,000 russiske Jøder emigrerede, men Resten lod sig gøre til Ottomanere.
Spørgsmaalet om de fremmede Jøders Ret til at forblive i Palæstina og om de Vanskeligheder, Myndighederne lægger i Vejen for de jødiske Koloniers Grundkøb, er imidlertid stadig svævende, og da Lederen af de herværende Zionister, M. Lichtheim [Richard Lichtheim], fornylig henvendte sig desangaaende til Talaat Bey, fik han kun et undvigende Svar.
Hvorledes Regeringens fremtidige Stilling vil blive til Zionisterne og til Jøderne i Tyrkiet i det hele taget, om den gamle, men nu paany opblussende Mistillid til Jøderne i Palæstina allerede nu vil forplante sig og give sig Udslag overfor de andet Steds i Riget bosatte Jøder, kan endnu ikke med Bestemthed siges, men maaske kan det faa sin Betydning, at der i den sidste Tid synes at være opstaaet en ret stærk Misstemning mod de rige Deunméer i Konstantinopel, der for Øjeblikket dominerer Hovedstadens Handel med en Række Nødvendighedsartikler, og som af den tyrkiske Befolkning beskyldes for at have puget med en Række Fødemidler og Nødvendighedsartikler og for at have tjent Formuer ved de af dem kunstigt opskruede Priser (Ris er saaledes steget fra 4-5 til 12-14 Piastre pr. Okka (1 Okka er 1150 Gram), Sukker fra 3 til 11-12 Piastre. Petroleum fra 14-15 til 110-150 Piastre pr. Ridon.)
Maaske vil den ungtyrkiske Regering, der er nær knyttet til visse tyrkisk-muhammedanske Handelsorganisationer, som i Forbindelse med de nævnte jødiske Købmænd har bidraget til Prisforhøjelserne, benytte Misstemningen mod disse sidste til at skyde Ansvaret for de trufne Foranstaltninger fra sig og over paa Jøderne alene - og hvad Konsekvensen af en saadan Handlemaade kan blive, er endnu usikkert.
Med den mest udmærkede Højagtelse forbliver jeg, Hr. Minister, Deres ærbødigste
[Wandel]