Konstantinopel, 20. September 1915.
Hr. Udenrigsminister,
Som nævnt i min ærbødigste Indberetning Nr. CXVIII [118] af 16. ds. vovede Hans Excellence Krigsminister Enver Pacha sig den 7.ds. paa en Inspektionsrejse til Smyrna og Adalia.
Denne Rejse havde nær kostet ham Livet, idet 2 Officerer af Konstantinopels Garnison, der var fulgt efter ham, forsøgte at myrde ham, da hans Tog den 9. eller 10. ds. holdt paa Jernbanestationen i Afion Karahissar.
Om denne Begivenhed har den Kgl. Konsul i Smyrna [Alfred van der Zee] indberettet følgende:
"In continuation of my last report dated 7th. Inst. I beg to inform you that H.E. Enver Pacha after having inspected all the fortifications & entranchments in the Menemen & Kilisman districts which protect this city, proceeded by special train to Baldiz leaving Smyrna on Wednesday 8th. Inst. at 6.45 p.m. arrived Baldiz next morning at 5 a.m. & motored thence to Adalia, which he reached at 1 o'clock p.m.. After an inspection of seventeen hours he returned to Smyrna arriving on Saturday morning at 10 a.m. & left this city the same day at 6 p.m. by special train for the Capital via Afion Karahissar - Eski-Chehir.
While on his way to Smyrna an attempt to assassinate him was made which fortunately failed. On the train arriving at the station of Afion Karahissar two supposed civilians tried to force their way into his carriage but wer caught and prevented by the guards in attendance. The prisonners on being handcuffed & searched documents were found in their possession proving that they were officers in the army stationed at Constantinople. These papers together with a considerable sum of money that was found on their persons were seized & the officers themselves were sent back in irons to the Capital for trial."
Hvis dette Mordforsøg var lykkedes, vilde Enver Pacha have været den tredje tyrkiske Krigsminister, der var blevet snigmyrdet i de sidste to Aar, og det maa i Virkeligheden anses for et Vidunder, at denne modige Mand endnu ikke er faldet som Offer for et af de mange Attentater, han rimeligvis allerede har været Genstand for, og som omhyggeligt er blevet hemmeligholdt.
Tabet af Enver Pacha vilde paa nuværende Tidspunkt rimeligvis have ført til en Katastrofe i Tyrkiets Historie, thi han er Grundpillen i det nuværende System og kan ikke erstattes.
Enver Pachas Betydning beror især paa hans store Energi og utrolige Dumdristighed og paa det Held, der hidtil har fulgt ham i næsten alt, hvad han foretager sig.
Han er et godt Eksempel paa, hvad en handlekraftig Fatalist, der tror paa sit Kald og har en Vilje, endnu den Dag i Dag kan drive det til i Orienten.
Han er saa vant til at have Held med sig, at intet forekommer ham umuligt, og man maa i denne Omstændighed søge Forklaringen af meget af, hvad han foretager sig.
Ingen - selv ikke hans Kammerater og ivrigste Tilhængere - kan forstaa, hvorledes det er lykkedes ham at slippe levende fra de radikale Forandringer han, som det synes med Held, har gennemført i Hæren i en utrolig kort Tid.
Den tyrkiske Hær viste sig under Balkankrigen at være demoraliseret og næsten uden Værd; Officererne tænkte først og fremmest paa at redde deres Liv, fordi de vidste, at deres Koner og Børn vilde gaa til Grunde i Fattigdom og Elendighed, hvis de faldt paa Valpladsen (en tyrkisk Officersenke med Børn faar i Pension 2 1/2 tyrkiske Pund om Maaneden), men paa denne kedelige Omstændighed har Enver pacha raadet Bod ved under den nuværende Krig at give Befaling til, at enhver Officer, der søger at skaane sit Liv, øjeblikkelig skal skydes.
Selv hvor Kampens Fare er størst, er den tyrkiske Officer derfor nu mindre sikker paa Døden end han vilde være, hvis han søgte Læ, hvor Fjendens Kugler ikke kunde naa ham.
Og paa Officerernes Holdning beror det tyrkiske Mandskabs Værdi; det følger blindt sine Officerer i Døden, der selv gaar i Spidsen, og som straks skyder den Mand ned, der ikke følger ham, men det flygter, hvis det ser, at Officerens Mod svigter.
Jeg har en Gang set Heldet svigte Enver Pacha, da han i Slutningen af 1914 paa trods af de tyske Generalstabsofficerers Advarsler foretog det halsbrækkende Felttog i Kaukasus, der førte til den tyrkiske Hærs Tilintetgørelse.
Under Balkankrigen mislykkedes den ogsaa af Enver Pacha personligt planlagte Ekspedition til Charkøj [Sarköy] (for at falde Bulgarerne ved Tchataldja [Chataldja] i Ryggen) lige saa fuldstændigt, men den Gang fulgte der ovenpaa denne Begivenhed Heldet med Adrianopels Generobring, som fik Folk til at glemme det lidte Nederlag. Efter Nederlaget i Kaukasus valgte man den Udvej at hemmeligholde det skete, og Enver Pacha vendte efter alle de Rædsler, han havde gennemgaaet, tilbage til Konstantinopel med usvækket Tro til sin Lykkestjerne.
Med den mest udmærkede Højagtelse forbliver jeg, Hr. Minister, Deres ærbødigste
[Wandel]