Hr. Udenrigsminister,
I mine tidligere Indberetninger har jeg allerede søgt at paavise, hvorledes H. M. Sultanen regerer, og hvorledes Komitéen forvalter.
Jeg har søgt at paavise, at Tyrkiet har begaaet en Uforsigtighed ved at opgive sin Neutralitet, idet dets Stilling vil blive meget vanskelig, hvis Krigen ender med, at en af Stormagtsgrupperne gaar af med Sejren.
Om hvad Landets Skæbne bliver, hvis Ententemagterne sejrer, ved Hr. Udenrigsministeren langt bedre Besked end jeg; derpaa vil de Forhold, jeg har Lejlighed til at iagttage, kun faa en ringe Indflydelse, og jeg beskæftiger mig derfor helst med Spørgsmaalet om, hvad der vil ske, i det Tilfælde Centralmagterne sejrer.
Hvis Centralmagterne sejrer og Balkanforbundet ikke bliver genoprettet mod den ”tyske fare”, vil Tyrkiet rimeligvis blive stillet overfor Valget mellem godvillig at afgive Størstedelen af sin politiske og økonomiske Uafhængighed til Fordel for Tyskland, der da vil faa fast Fod her, eller at optage en formentlig ret haabløs Kamp for Selvstændigheden mod sin mægtige Forbundsfælle, og naar dette Valg skal træffes, kan de forhold, jeg daglig har for Øje, blive afgørende.
Man er her i den tyske Ambassade allerede paa det Rene med, at en alvorlig Konflikt selv i bedste Fald før eller senere næppe vil kunde undgaas mellem Tyskland og Tyrkiet, der i et fremtidigt Forbund utvivlsomt vil gøre Krav paa Ligeberettigelse, hvis Chauvinisterne bliver ved Magten. Nogle Udtalelser, den til Ambassaden knyttede raadgivende Specialist i Balkanpolitik kom med til mig fornylig, tyder i alle Tilfælde derpaa.
Da jeg, efter at have udtalt min Beundring for det store og udmærkede Arbejde, de tyske diplomatiske og militære Missioner har udrettet her til Gavn for Tysklands Interesser, tilføjede, at jeg dog vanskeligt kunde tilgive tysk Balkanpolitik, at den ved at styrke og smigre Komitéen i den Grad har fremhjulpet dens Arrogance og Fremmedhad, at den herværende Regering er blevet ganske umedgørlig, svarede han, at dette var man fra tysk Side de første til at beklage.
”Men De maa ikke glemme,” sagde han, ”at vi havde ingen anden Udvej; vi behøvede Tyrkiets Hjælp – det var for os et Spørgsmaal om Liv eller Død, og vi maatte lade staa til.”
Om hvor det i det store og hele bærer hen, kan der saaledes næppe være megen Tvivl; siden de fremmede Krigsskibe (Stationsskibe) i 1914 forlod Konstantinopels Red, har Ungtyrkernes Overmod været i stadig Tiltagende, og om Maadehold i Tænkemaade og Grundsætninger vil der sikkert ikke blive Tale, før de vender tilbage. Et grundigt Studium af Udsigtene, saaledes som de vil stille sig, hvis Centralmagterne sejrer, støder imidlertid paa mange Vanskeligheder, fordi det er næsten umuligt at faa paalidelige Oplysninger om Landets virkelige men uansvarlige Regerings – Komitéens – Sammensætning og de Vilkaar, under hvilke den virker. Komitéens Historie er endnu ikke skrevet, og de Personer, der kender den, tør ikke udtale sig.
I Betragtning af Emnets Aktualitet skal jeg imidlertid dog forsøge, paa Grundlag af hvad jeg hører her, at give en kort Skildring af Komitéen og dens Mænd – der danner et Slags Direktorium, bestaaende af 15-20 Medlemmer, der bestemmer Regeringens Handlinger – og af den Forandring, der er indtraadt i dens Politik siden den for første Gang i Juli 1908 med fast Haand greb ind i Landets Skæbne og lagde en her i Landet enestaaende gennemført Organisation for Dagen.
Særkendet for den ungtyrkiske Komité har altid [været] og er stadig dens organisatoriske Styrke. Uden denne Fasthed vilde Komitéen ikke have kunnet modstaa Despotismens Efterstræbelser og endda vokse saadan i Styrke, at den kunde fælde det gamle Styre. Denne organisatoriske Fasthed, som Komitéen skabte i sine første Dage, da den arbejdede paa sit store Frihedsværk, har den beholdt siden den Tid, i Medgang som i Modgang og ved Hjælp af den har den, naar den har haft Magten, ustraffet kunnet begaa Misbrug af samme Art som den fældede Despotisme, [og] ved Hjælp af den kunde den paany ved maalbevidst Arbejde skaffe sig Magten tilbage, da den var blevet detroniseret. Og Komitéen er ikke alene udrustet med denne organisatoriske Styrke, den er ogsaa og har altid været den eneste politiske tyrkiske Organisation, der har haft denne Egenskab; alle de andre Partier, der har været dannet siden Konstitutionens Indførelse har alle manglet den – og de er hurtigt bukket under.
En Følge af dette Forhold er det, at de ypperste Pladser i Komitéen nu ikke beklædes af de Teoretikere, der oprindelig udarbejdede Komitéens Program, men af dens politisk-organisatoriske Ledere, de Mænd, der fra første Færd har arbejdet i Organisationens Tjeneste, ikke som store Idealister eller grundlæggende Statsmænd, men som Organisatorer, der bruger alle Midler for at fremme deres Organisations Vel. Denne Kendsgerning forklarer ogsaa, at Komitéen nu, om end for Størstedelen under de samme Ledere som i dens første Kamptid, kæmper for et faktisk helt andet Program end dengang – det er ikke Idealerne, men Rammerne, d.v.s. Magten, men har kæmpet og kæmper for.
Blandt de Mænd, der sidder i Komitéens Hovedstyre, maa først og fremmest nævnes den nuværende Leder af Regeringen, Indenrigsminister Talaat Bey, uden Tvivl en betydelig politiker.
Talaat Bey, tidligere Telegrafist i Provinsen, var fra Komitéens første Dage med i Arbejdet, og straks efter Revolutionen traadte han i Forgrunden som en af Lederne af Tyrkiets Politik, men først i 1909 traadte han og de andre ungtyrkiske Ledere direkte ind i Regeringen – Talaat Bey som Indenrigsminister – for at erstatte de gamle Pachaer, som man endnu i nogen [Tid havde] ladet sidde som Straamænd paa Taburetterne. Det var Talaat Bey, der, da Komitéen var styrtet af ”de befriende Officerer” (i Foraaret 1912) ledede Komitéens hemmelige Arbejde for paany at komme til Magten og ham, der med sine Venner ved nationalistiske Demonstrationer saa at sige tvang Kiamil [Kamil] Pacha, den daværende Storvezir, til den ulykkelige Krig mod Balkanstaterne (Slutningen af 1912) i Stedet for at gaa ind paa effektivt at indføre de af Magterne krævede Reformer. Og det var atter Talaat Bey, der sammen med Enver Pacha var Hovedmanden i det nye Statskup, der igen bragte Komitéen til Magten – efter Talaats Plan netop i det Øjeblik, da Kabinettet Kiamils Note til Stormagterne, i hvilken det paa disse sidstes indtrængende Opfordringer opgav Adrianopel, var afsendt. Kiamil Pachas Opgivelse af det hellige Adrianopel vilde have stillet Statskupmændene i et flatterende Lys som de nationale Befriere, der styrtede det Ministerium, som uden Nødvendighed havde afstaaet Dele af Landet, men Tilfældet vilde, at det styrtede Kabinet ikke havde faaet overleveret Svarnoten til Magterne (den var afsendt, men blev paa Grund af en Redaktionsfejl hentet tilbage inden Afleveringen til den østrigske Ambassadør) og det blev det nye ungtyrkiske Ministerium, der kom til at staa med Ansvaret for Afgørelsen. Det blev Heldet – Balkanstaternes indbyrdes Kamp – og ikke nogen Forudseenhed, der reddede Talaat og Komitéens Magt og gengav Tyrkiet Adrianopel.
Siden da er Talaat mere og mere blevet Centrum i den ungtyrkiske Komité. De militære Medlemmer – og da særlig Enver Pacha – har maattet hellige sig Landets Forsvar og hele Styret er gledet over i Hænderne paa Talaat Bey, der faktisk er baade Indenrigs-, Finans- og Udenrigsminister paa én Gang.
Nær Talaat Bey staar hans Ven, Halil Bey, Deputeretkamrets og Komitéens Formand, Bedri Bey, Politidirektøren i Sikkerhed i Tyrkiet (i Foraaret 191[?] dømt til Døden for at have skudt en militær Politibetjent, senere undveget af Fængslet, benaadet og udnævnt til Chef for den offentlige Sikkerhed), Nazim Bey, Komitéens chauvinistiske Generalsekretær og Leder af Komitéens daglige Administration, Midhat Chukri Bey og Behaeddine Chakir Bey, ligeledes udprægede Chauvinister, Hussein Djahid Bey, tidligere Redaktør af Komitéens Organ ”Tanin” og Djavid Bey, den tidligere Finansminister, der ordnede det store Laan i Frankrig 1914, af en til Islam overgaaet jødisk Familie, oprindelig Skoleinspektør i Provinsen, etc. etc..
For Øjeblikket rent optaget af de militære Begivenheder er Enver Pacha, den Officer, der sammen med den kort efter dræbte Niazi Bey i 1908 i Juni Maaned rejste Oprørsfanen med sine Tropper i Albanien, og derved gav Stødet til selve Revolutionen, efter hvilken han blev Militærattaché i Berlin, en Udnævnelse der sikkert har faaet sin store Betydning for Forholdet mellem Tyskland og Tyrkiet. Efter at være vendt tilbage til Tyrkiet, blev han Chef for 10. Armekorps Stab,deltog aktivt i Statskupet i 1913 og førte Triumfatoekspeditionen [sic] til Adrianopel. Som Belønning blev han, omend forholdsvis sent, i Januar 1914 Krigsminister og fik derved hele Tyrkiets militære Magt i sin Haand, efter at Komitéen havde afskediget alle de gamle Generaler og højere Officerer, der nød Popularitet hos Tropperne, og erstattet dem med Enver Pachas nye Protegéer.
Et andet militært indflydelsesrigt Medlem af Komitéen var til den sidste Tid Enver Pachas Medbejler til den militære Ledelse, Djemal Pacha, den tidligere Pladskommandant i Konstantinopel, udnævnt til Pacha samme Dag som Enver, dekoreret med Osmanieh Ordenen samtidig med Enver Pacha, og endelig paa Enver Pachas Raad gjort til Trafikminister for at begrænse hans Indflydelse i Hæren, men senere, efter indtrængende Anmodning, udnævnt til Marineminister, i hvilken Egenskab han med stor Kraft arbejdede paa Flaadens Fornyelse lige til Krigens Udbrud, da han som Chef for den mod Ægypten sendte Armé drog afsted fra Konstantinopel. Fra dette Tidspunkt har Djemal Pacha naturligvis ikke kunnet deltage i Tyrkiets regering, og ogsaa Marineministeriet har været i Enver Pachas Hænder.
Af Folk, der ellers i den forløbne Tid har præget Komitéens Arbejde skal, bortset fra den i Juni 1913 myrdede ”Befrier”, Mahmoud Chevket Pacha, nævnes Azmi Bey, der som Politidirektør i Hovedstaden sammen med den daværende Pladskommandant, Djemal Pacha, og i Tilslutning til Talaat Bey, ledede Rædselsregimentet efter Mahmoud Chevket Pachas Drab, men som paa den russiske Ambassades bestemte Forlangende kort efter blev sendt til Konia som Guvernør, endvidere Hadji Adil Bey, den nuværende Guvernør i Adrianopel, omtalt i min Indberetning Nr. CXXIII [123] af igaar, og endelig 2 Mænd, der i Tidens Løb har fjærnet sig fra Komitéen, fordi de ikke har kunnet følge den i dens Magtbegær og dens Misbrug: Rahmy Bey, Guvernøren i Vilayetet Aidin (Smyrna), der, som ogsaa omtalt i mine tidligere Indberetninger, flere Gange har modsat sig Komitéens Ordrer, naar han fandt dem ubillige, og Ahmed Riza Bey, der i den sidste Parlamentssamling blev den eneste betydningsfulde Modstander af Komitéens Enevælde. Riza Tevfik Bey, der som Komitéens oprindelige intellektuelle Forkæmper indtog en betydelig Plads i Komitéens første Dage, og som nød megen Agtelse fra alle Sider, ogsaa fra Modstanderne af Komitéen, følte sig allerede tidligt frastødt af den Maade, hvorpaa de styrende førte hans Idealer ud i Livet, og stod allerede i 1910 mellem Komitéens Modstandere.
Komitéen for Enhed og Fremskridt tog Styret under Devisen: Lige Ret for alle Ottomanere. Men for at den Enhed, der stod i Spidsen for Komitéens Titel, kunde gennemføres i det store og etnografisk set saa brogede Rige, maatte der paa een Gang skabes en ottomansk, alle Rigets Folk omfattende Samfølelse og rejses Garantier for, at denne nye ”Ottomanisme” blev ledet af de ungtyrkiske Komitémedlemmer ogsaa i Fremtiden, paa een Gang skabes lige Ret for alle ottomanske Borgere, uden Hensyn til Nationalitet og Religion (Revolutionens idealistiske Krav) og sørges for, at den nye Ottomanisme alligevel blev en rent tyrkisk Bevægelse. Disse to Kravs Brydning varede i nogen Tid, indtil Komitéen straks efter Balkankrigens Slutning resolut kastede det ene Krav (Lige Ret for alle Ottomanere) over Bord og besluttede sig til at gaa frem ad Tyrkificeringens Vej, den Vej, der kendetegnes ved den anti-græske Boycottage i Foraaret 1914, som ramte de Grækere, der var ottomanske Undersåtter, lige saa godt som de græske Undersaatter, de samtidige Grækerforfølgelser i Lilleasien og Trakien, og, senere paa Aaret, begunstiget af Verdenskrigen og den deraf følgende Ophævelse af Kapitulationerne Djihads Erklæring – under tysk Medvirkning – for endelig nu at have ført til den fremmedfjendtlige og nationalistiske Politik, hvis Udslag i den senere Tid jeg flere Gange har nærmere belyst i mine Indberetninger, og hvis Hovedformaal for Øjeblikket er Udryddelsen af den armeniske Befolkning i Riget.
Hr. Udenrigsministeren vil af denne Fremstilling, trods dens Mangelfuldhed, maaske se, at det ikke synes at være Mænd med stor politisk Dannelse og Erfaring eller med gode Kundskaber, der nu styrer Tyrkiet, men Folk, hvis Dumdristighed og ubændige Viljes- og Handlekraft har afløst den tidligere her eksisterende Inertié, der før 1908 var de gamle Pachaers Styrke, og Tyskland vil i paakommende Tilfælde faa at sande, at de ikke er medgørlige.
Det er Chauvinister og Xenophober, mer og mindre ægte Fanatikere og begejstrede Desperados; om deres Integritet hersker der for nogles Vedkommende ingen Tvivl, men den almindelige Opfattelse er, at den vil fortsætte at gaa frem ad den Vej, de allerede er slaaet ind paa, og som allerede har ført til saa mange alvorlige Konflikter.
Efter Grækerne og Armenierne vil Turen rimeligvis komme til Jøderne og Tyskerne, og det er højst sandsynligt, at den nuværende Regering vil foretrække i et givet Øjeblik at spille va banque og sætte alt paa Spil hellere end at vise Forstaaelse for, at en klog Eftergivenhed og et Kompromis af praktiske Hensyn kan være at foretrække for en Politik, der nærmest har Karakteren af nationalt Selvmord.
Med den mest udmærkede Højagtelse forbliver jeg, Hr. Minister, Deres ærbødigste
[Wandel]