1916-05-20-DK-001

1916-05-20-DK-001

Dansk :: da de en

Home: www.armenocide.net
Link: http://www.armenocide.net/armenocide/armgende.nsf/$$AllDocs/1916-05-20-DK-001
Source: DK/RA-UM/Gruppeordnede sager 1909-1945. 139. D. 1, ”Tyrkiet - Indre Forhold”. Pakke 1, til 31 Dec. 1916
Edition: Danish diplomatic sources
Departure of telegram: 05/20/1916
Arrival of telegram: 05/28/1916
Embassy/consular serial number: Nr. 103
Last updated: 03/27/2012

Ministerresident i Konstantinopel (Carl Ellis Wandel) til Udenrigsministeren (Erik Scavenius)

Rapport

Nr. 103
Konstantinopel, 20. Maj 1916.

Hr. Udenrigsminister,

I min Indberetning Nr. LXXII [72] af 29. Marts dette Aar havde jeg den Ære at omtale Arrestationen af den arabiske Senator Abdul-Hamid Effendi Zuhraoui og af visse andre Arabere, der i sin Tid sammen med den ovennævnte Senator var Medlemmer af en Komité, der henvendte sig til de europæiske Magter for at opnaa Reformer i Syrien og Arabien.

Jeg erfarer nu, at de i Marts Maaned arresterede Arabere sammen med en Del Landsmænd - ialt 20 Fremragende Arabere og Syrere - efter at være dømt for Højforræderi af den af Djemal Pacha nedsatte Krigsret er blevet hængt i Damaskus. Den ved Siden af Abdul-Hamid Effendi Zuhraoui mest kendte af de henrettede var Chefik-el-Moayed, der tidligere var Deputeret for Damaskus, men som hurtigt stillede sig i Opposition til Ungtyrkerne og blev en af den liberale Ententes Ledere. Det var Chefik-el-Moayed, der under en diskussion i Kamret for ca. 4 Aar siden udtalte: "Jeg giver aldrig Haanden til en Mand som Taalat Bey." For et Par Aar siden havde Chefik trukket sig tilbage fra det politiske Liv, og han levede derefter i Damaskus, hvor han var højt anset af Befolkningen.

For at retfærdiggøre Eksekutionerne har Regeringen i Damaskus-Pressen offentliggjort en Redegørelse (i Konstantinopel hemmeligholdes Begivenheden), i hvilken det paa Grundlag af visse i det franske Konsulat i Beyrouth [Beirut] fundne Dokumenter godtgøres at de henrettede i sin Tid havde henvendt sig til Frankrig om støtte mod den ungtyrkiske Regering. De paagældende Kredse skal endog have forespurgt den franske Ambassadør i Konstantinopel om Frankrig i givet Tilfælde kunde støtte en arabisk Opstand Militært.

Hvorom alting er saa ligger disse Begivenheder - som det er meget muligt at Regeringen i sin Tid har været vidende om, uden dog paa noget Tidspunkt at turde gribe ind - langt tilbage i Tiden (vistnok fra 1912-13), i hvert Fald fra før det Tidspunkt da de arabiske Delegerede ved en Række Forhandlinger med Talaat Bey m. fl. i 1913 naaede en foreløbig Overenskomst, med hvilken det var Meningen at slaa en Streg over alle de forudgaaende Begivenheder, og som besegledes ved en Middag paa Hotel Tokatlian i Pera, ved hvilken Lejlighed der holdtes en Række Sympatitaler fra arabisk og ungtyrkisk Side etc. De fleste af de mest kendte af de nu henrettede Arabere deltog i Forhandlingerne af 1913 og i den omtalte Middag, hvor Talaat Bey viste dem særlig Imødekommenhed.

Det forlyder ogsaa nu, at Djemal Pacha er begyndt at deportere en Række Intellektuelt betydende Arabere og Syrere fra Damaskus og Beyrouth til Rigets indre Provinser - omtrent paa samme Maade som man i 1915 fjernede Armenierne og dermed aabnede Armeniermassakrerne.

Det ser derfor ud til, at Regeringen vil benytte det gunstige Øjeblik, da den har Magten dertil, til at udrydde enhver Mulighed for en separatistisk arabisk Bevægelse, og der er al Grund til med Interesse at følge Forholdene i Syrien, hvor Misfornøjelsen med Djemal Pachas Regimente allerede er stor.

Med den mest udmærkede Højagtelse forbliver jeg, Hr. Minister, Deres ærbødigste
[Wandel]