Konstantinopel d.6. Januar 1917.
Hr. Udenrigsminister,
Direktørerne for den almindelige Sikkerhed og for det ottomanske Statspolitis politiske Departement, Aziz Bey og Réchad Bey, er vendt tilbage til Konstantinopel fra en Tjenesterejse, der har varet i 2 1/2 Maaned, og som de har foretaget for at søge at bringe i Erfaring, i hvilken Grad det er lykkedes de landflygtige ottomanske Arabere, Armeniere, Liberale, Syrer o.s.v. i Schweitz og andetsteds at gøre Propaganda og vinde Stemning for en almindelig Fordømmelse af den yderliggaaende Maade, paa hvilken den herværende Regering har søgt under Krigen at sikre "Tyrkiet for Tyrkerne", og jeg hører, at de har rapporteret, at den offentlige Mening om det nuværende ungtyrkiske Regime overalt i Europa er langt daarligere, end man her havde tænkt sig.
Skønt Tyrkismen og Forfølgelseslysten i Komiteen er større end nogen sinde, lader det da ogsaa til at disse Herrers Rapporter i Forbindelse med Frygten for at Ententemagterne ikke vil forhandle med Talaat Bey og hans Kolleger har bragt dem til at besinde sig, og at den er begyndt at indse Betimeligheden af, at den ungtyrkiske Regering lægger noget mere Maadehold for Dagen i sin Adfærd mod de forskellige ikke-tyrkiske Folk i Tyrkiet, thi jeg har ladet mig sige, at en usædvanlig stærk Stemning gjorde sig gældende ved deres Møde i Tirsdags mod Regeringens hidtidige Politik, som man nu tror, at den vil give Talaat Bey Lejlighed til at ændre lidt efter lidt.
Om nogen virkelig Moderantisme vil der dog næppe blive Tale om i Komiteen, der bestaar af Ultraer, men højst om en Forstaaelse af, at det er for farligt at spænde Buen højere, en Forstaaelse som Talaat Bey hidtil ikke har turdet regne med, og som det er meget muligt at han selv har arbejdet underhaanden paa at hidføre, thi han er utvivlsomt en saa betydelig Politiker, at det ligger nær at antage, at Initiativet til den tyrkiske Regerings mange upolitiske Handlinger under Krigen har været hos Komiteen og ikke hos ham.
Formanden, Hadji Adil Bey, og første Viceformand, Hussein Djahid Bey, i det ottomanske deputeretkammer skal, siger et Medlem af Senatet mig, rejse til et Møde i Berlin med deres bulgarske, tyske og østrig-ungarske Kolleger, men min Hjemmelsmand ved endnu ikke, hvad Hensigten er med dette Møde.
Paa anden Haand er det i Dag blevet sagt mig, at et Medlem af den tyrkiske Mission ad hoc, der har ført Forhandlingerne i Berlin om de 4 tyrkisk-tyske Traktater, og som for Tiden befinder sig i Wien, har skrevet til en Ven i det herværende Udenrigsministerium, at han nu tvivler om, at Tyskland vil underskrive disse Traktater. Det vil vel ogsaa blive vanskeligt for den tyrkiske Regering at faa sin Vilje i Berlin i denne Sag, samtidig med at den forlanger et nyt Laan paa 40 Millioner Ltq.
De tyrkiske Embedsmænd begynder nu saa smaat at indrømme, at store Dele af Befolkningen i Lilleasien for Tiden gaar til Grunde af Nød og Elendighed.
En Sektionschef i Politiet indrømmede saaledes forleden Dag i en privat samtale, at over 50.000 Mennesker i Libanon er døde af Sult.
Den i min tidligere Indberetning omtalte amerikanske Damper "Caesar" der er afgaaet fra Amerika med Levnedsmidler til Afhjælpning af Hungersnøden i Syrien, er ankommet til Cadiz, saa den kan ventes at ville indtræffe i Beyrouth om en Ugestid, og i det herværende spanske Gesandtskab tror man, at Hans Majestæt den spanske Konge [Alfonso XIII/13] ogsaa vil sende et Skib med Levnesmidler.
Med den mest udmærkede Højagtelse forbliver jeg, Hr. Minister, Deres ærbødigste
[Wandel]