Konstantinopel den 18. Februar 1917.
Fortrolig.
Hr. Udenrigsminister,
I et Middagsselskab, den amerikanske Ambassadør forleden Dag gav til Ære for den ny Storvezir, Hans Højhed Talaat Pacha, sagde Hans Excellence Justitsminister Halil Bey os, at den nær forestaaende tyrkiske Retsreform nu lægger Beslag paa al hans Tid - det drejer sig, som allerede indberettet, om Kodificeringen og Verdsliggørelsen af Scheriatretten - og da en af mine Kolleger spurgte Excellencen over Bordet, om han ikke frygtede, at en saadan Reform vilde møde stærk Modstand fra Gejstlighedens og Oppositionens Side, og [sagde] at det nuværende Tidspunkt ikke var gunstigt for en saa radikal Forandring af Rigets fundamentale Elementer, svarede han, at det netop gælder om at gribe det belejlige Øjeblik dertil nu, da der ingen Opposition findes i Parlamentet. Min Kollega slog paa, at det var en alvorlig Sag saaledes at røre ved Islamismens Grundvold, hvilket let kunde vække Sindsrøre i de religiøse og fanatiske Befolkningslag, og efter at have dvælet lidt ved de med Foretagendet forbundne Ulemper, indskød han en Bemærkning om, at han paa den anden Side jo nok kunde forstaa, at de paatænkte Reformer var en Betingelse sine qua non for Tyrkiets Fuldbyrdelse af de ny Traktater med Tyskland og i det hele taget for dets fremtidige Samliv med Occidenten paa Grundlag af Ligestillethed og Gensidighed.
Den sidste Bemærkning faldt for saa vidt ikke i god Jord, som Justitsministeren skyndte sig at forsikre, at Regeringen ikke gav efter for noget Pres, øvet fra Tysklands Side (Tyrkiet lader sig intet foreskrive), og han gentog, at dens Bevæggrund især var, at den ansaa Tidspunktet for gunstigt.
Andre ledende ungtyrkiske Politikere har for Resten ogsaa for nyligt sagt mig, at det netop var nu under Krigs- og Belejringstilstanden her er det rette Øjeblik til saa vidt muligt at bringe den endnu anvendte Del af Scheriatretten - den fra Koranen og Sunnaen afledede Retslære - i Overensstemmelse med europæisk Ret.
Dog skal det, saa vidt jeg kan forstaa, denne Gang ikke som i 1857 være Code Napoléon, men snarere Bürgerliches Gesetzbuch, der skal tjene som Forbillede for den nye tyrkiske Kodifikation.
Hans Højhed Storvezirens lidt vage Udtalelser i Regeringens Programtale forleden Dag om Ubetimeligheden i Øjeblikket af gennemgribende Reformer paa langt Sigt gælder derfor formodentlig ikke Retsreformen.
Med den mest udmærkede Højagtelse forbliver jeg, Hr. Minister, Deres ærbødigste
[Wandel]