1916-12-14-DK-001

1916-12-14-DK-001

Dansk :: da de en

Home: www.armenocide.net
Link: http://www.armenocide.net/armenocide/armgende.nsf/$$AllDocs/1916-12-14-DK-001
Source: DK/RA-UM/Gruppeordnede sager 1909-1945. 139. D. 1, ”Tyrkiet - Indre Forhold”. Pakke 1, til 31 Dec. 1916
Edition: Danish diplomatic sources
Departure of telegram: 12/14/1916
Arrival of telegram: 12/30/1916
Embassy/consular serial number: Nr. 173
Last updated: 04/01/2012

Ministerresident i Konstantinopel (Carl Ellis Wandel) til Udenrigsministeren (Erik Scavenius)

Rapport

Nr. 173
Konstantinopel, 14. December 1916.

Fortrolig.

Hr. Udenrigsminister,

Det viser sig nu, at de i min Indberetning Nr. CLXIX (169) af 8. ds. omtalte Parlamentsreferater - eller i hvert Fald de første af dem - som sædvanlig er udkommet paa Tryk i et Bilag til Lovtidende, og at Grunden til, at vi ikke har modtaget dem, er, at de straks ved Uddelingens Begyndelse blev beslaglagt af Politiet, der ogsaa afhentede næsten alle de allerede afleverede Numre.

Det er nemlig lykkedes mig at komme i Besiddelse af et Eksemplar, der er undgaaet Politiets Opmærksomhed og som indeholder Referatet af det Møde, der fandt Sted i Senatet den 27. November dette Aar, da Svaret paa Trontalen stod paa Dagsordenen.

Senatorerne Ahmed Riza Bey og Mahmoud Pacha, fhv. Marine- og Krigsminister, udtalte ved denne Lejlighed især deres Misnøje med Regeringens Politik for saa vidt angaar Tyrkiets Beskyttelse af Persien og dets Opsigelse af Pariser- og Berlinertraktaterne [fra hhv. 1856 og 1878].

De ønskede at faa at vide, hvorfor Tyrkiet traadte i Skranken for Persiens Uafhængighed, om den persiske Regering var blevet spurgt og havde givet sit Samtykke o.s.v., hvorpaa Formanden svarede undvigende, at man opfattede den persiske Ambassadørs Forbliven i Konstantinopel som en stiltiende Indvilligelse.

Hvad Traktatopsigelsen angaar, sagde de, at de troede ikke, at den vilde gavne Tyrkiet, da det drejede sig om Traktater, der garanterede dets territorielle Integritet. De indrømmede, at disse Traktater ganske vist ikke altid havde været til Hinder for Tyrkiets Tab af Landomraader, men hævdede, at de stadig garanterede det Besiddelsen af, hvad de havde tilbage.

Ahmed Riza Bey fordømte i denne Forbindelse Regeringens Utaknemmelighed og Krigsførelse mod de Lande, der ved tidligere Lejligheder havde rakt det en hjælpende Haand i Farens Stund. Hvis disse Stormagter ikke ved Sultan Mahmoud's Død og Sultan Abdul-Medjid's Tronbestigelse havde hjulpet Tyrkiet, sagde han, vilde dets Dynasti nu hedde Mehmed Ali Pacha og ikke Al Osman, og i 1853 vilde det være kommet i Vasalforhold til Rusland, hvis ikke Krimkrigen og Parisertraktaten havde reddet det.

Herpaa svarede Udenrigsministeren [Halil Bey], at Signaturmagterne, med Undtagelse af Tyskland og Østrig-Ungarn, forlængst havde besluttet at dele Tyrkiet, en Udtalelse, mod hvilken Mahmoud Pacha protesterede og erklærede, at han troede ikke paa, at nogen Stormagtsgruppe før Tyrkiets Deltagelse i Krigen havde vedtaget dets Deling, og at han, hvis han skulde ændre denne sin Opfattelse, maatte forlange uomstødelige Beviser for Rigtigheden af Udenrigsministerens Paastand.

Ahmed Riza Bey sluttede sig til Mahmoud Pacha og bemærkede, at det ikke var nøjagtigt, at Tyrkiet havde opfyldt alle sine af de omtalte Traktater følgende Forpligtelser, og at kun Signaturmagterne ikke havde gjort det.

Han fremhævede, at blandt den nuværende Regerings Medlemmer var der Medlemmer af Komitéen, som igennem femten Aar sammen med ham paa enhver Maade havde proklameret, at den tyrkiske Regering ikke opfyldte sine Forpligtelser. Sammen med ham havde de alle raabt paa, at der ikke var Domstole i Provinsen, intet Politi, ingen Skoler, ingen Retfærdighed og ingen Sikkerhed. Heller ikke den Dag idag var disse Ting ordnede. Af mange Grunde havde Regeringen ikke kunnet opfylde Reformerne og de andre Forpligtelser. Ikke desto mindre er det, mente Ahmed Riza Bey, disse Traktater, der garanterer det tilbageblevne tyrkiske Landomraade.

Det er især denne sidste Kritik, der har fremkaldt de af mig ovenfor nævnte Forholdsregler vedrørende Parlamentsreferaterne.

Med den mest udmærkede Højagtelse forbliver jeg, Hr. Minister, Deres ærbødigste
[Wandel]