Konstantinopel, den 10. April 1917. [nummer mangler]
Fortrolig.
Hr. Udenrigsminister,
Jeg havde i Dag Besøg af en tysk Stabslæge, der indtil for nylig har opholdt sig i Armenien, og som havde Breve med til mig fra de danske Missionærer i Harput og Mezereh, hvor de tiloversblevne Kristne synes at leve under fortvivlede Forhold.
Ca. 5000 Kvinder og Børn, der er blevet tilbage, er flygtet til disse Byer og har intet at leve af. Tyrkerne og Kurderne bortførte dem først fra deres Landsbyer og jog dem senere bort, da de ikke kunde ernære dem, saa de gaar nu til Grunde i den største Nød og Elendighed.
De amerikanske, danske og tyske Missionærer gør, hvad de formaar, for at skaffe disse stakkels Mennesker Husly, men selv i de elendige Hytter uden Døre og Vinduer, hvor de nu ligger stuvede sammen, kan de ikke faa Lov til at være i Fred. Naar Myndighederne savner Brændsel til Soldaterne, jager de Kvinder og Børn ud paa Gaden og river Husene ned for at hugge Tømmeret til Brænde.
De husvilde Mennesker næsten uden Klæder og paa bare Ben har derfor ofte intet andet Hjem end de isbelagte Gader og Veje.
Dysenteri, sorte Kopper, Lungebetændelse, Plettyfus, Koldbrand og mange andre Sygdomme hærger Befolkningen, der er saa udsultet, at den ingen Modstandskraft har.
Markerne ligger utilsaaet hen. Frugt- og Vinhaverne er der næsten intet tilbage af, og Soldaterne graver de efterladte Rødder op.
Kvæget er blevet dræbt, fordi der intet Foder fandtes til det, og Tyrkerne erklærer, at hvis de bliver nødt til at rømme Landet, vil de brænde Byerne af, før de flygter for Russerne.
I saa Fald vil rimeligvis ogsaa de sidste Kristne blive dræbt.
Under disse Forhold er det at frygte, at ogsaa et Brud eller en Krig mellem Amerika og Tyrkiet vil faa skæbnesvangre Følger i den endnu tyrkiske Del af Armenien.
Det er Amerikanerne, der skaffer de Penge, uden hvilke det er umuligt at bringe de derværende Kristne nogen Hjælp, og hvis den amerikanske Konsul og de amerikanske Missionærer bliver nødt til at forlade Landet, vil de tiloversblivende Armeniere rimeligvis dø af Sult, hvis de ikke faar en værre Skæbne.
Hjertet bløder ved Tanken om, hvorledes det da vil gaa de unge Piger og Børn, der hidtil er blevet beskyttet af Amerikanerne.
Med den mest udmærkede Højagtelse forbliver jeg, Hr. Minister, Deres ærbødigste
[Wandel]