1915-11-03-DK-001

1915-11-03-DK-001

Dansk :: da de en

Home: www.armenocide.net
Link: http://www.armenocide.net/armenocide/armgende.nsf/$$AllDocs/1915-11-03-DK-001
Source: DK/RA-UM/Gruppeordnede sager 1909-1945. 139. D. 1, ”Tyrkiet - Indre Forhold”. Pakke 1, til 31 Dec. 1916
Edition: Danish diplomatic sources
Departure of telegram: 11/03/1915
Embassy/consular serial number: Nr. 160
Last updated: 04/02/2012

Ministerresident i Konstantinopel (Carl Ellis Wandel) til Udenrigsministeren (Erik Scavenius)

Rapport

Nr. 160
Konstantinopel, 3. November 1915.

Fortrolig.

Hr. Udenrigsminister,

Den indflydelsesrige og tyskvenlige Halil Bey’s Udnævnelse til tyrkisk Udenrigsminister maa vistnok opfattes som en tysk diplomatisk Succes.
Den herværende tyske Ambassade havde, saalænge Regeringens nominelle Chef, Storveziren Prins Said Halim, der kun har ringe Indflydelse, var fungerende Udenrigsminister, meget vanskeligt ved at gøre sin Indflydelse gældende, og den var ofte, naar den ønskede at sætte noget igennem, nødsaget til at henvende sig direkte til Talaat Bey, der i den senere Tid ikke altid har været saa føjelig som Tyskerne ønskede det.

Saavel von Bethmann Hollweg [tysk Rigskansler Theobald von Bethmann Hollweg] som von Jagow [tysk udenrigsminister Gottlieb von Jagow] har da ogsaa skyndt sig at sende Excellencen Halil Bey meget hjertelige Lykønskningstelegrammer i Anledning af hans Indtrædelse i Regeringen.
Hvormeget den tyske Indflydelse nu vil tiltage her er det dog endnu vanskeligt at bedømme; det kommer bl.a. til at afhænge af, med hvormegen Takt den bliver udøvet.

Den mægtige og ubestikkelige Talaat Bey er som tidligere bemærket ikke nogen ubetinget Tyskerven; han er i den senere Tid tilsyneladende blevet mere og mere chauvinistisk, og skønt han for Tiden synes at staa paa en meget venskabelig Fod med Halil Bey vil det tyske Diplomati sikkert gøre vel i ikke at knytte for store Forventninger til hans Holdning.

Talaat og Halil er begge lige ærgerrige; de tragter begge efter at blive Storvezir og for at naa først til Maalet i denne Kappestrid sætter Halil vistnok især sin Lid til Tysklands Hjælp.

Skønt Talaat i Øjeblikket staar Enver og Halil nærmest og støtter dem, søger han samtidig at bevare et godt Forhold til de moderate og til den næsten lige saa mægtige Guvernør i Vilayetet Aidin (Smyrna) Rahmy Bey, der gentagne Gange har modsat sig Komitéens og Envers Ordre, og som han behandler som sin Ligemand; han synes i det hele taget at være den klogeste Politiker i Triumviratet og den uberegneligste.

Mellem den moderate Rahmy Bey i Smyrna og den franskvenlige Djemal Pacha i Damaskus eksisterer der rimeligvis en Forstaaelse, der gaar ud paa at modarbejde en alt for stærk tysk Indflydelse i Tyrkiet.

Djemal Pacha føler sin Stilling truet af Tyskerne, der helst ser, at Overkommandoen af Ekspeditionen mod Ægypten bliver taget fra ham og givet til en Tysker, og det er meget muligt, at den i min Indberetning Nr. CLIX [159] af 1. ds. omtalte Konflikt, i hvilken han nu er impliceret, skyldes maalbevidste Intriger.

Min hollandske Kollega [Jonkheer Van der Does de Willebois], der har beklædt sin Post her siden 1908 og som før den Tid i ca. 20 Aar var diplomatisk Agent og Generalkonsul i Kairo, kender Forholdene her og i Ægypten godt, og han staar paa en meget intim Fod med de ledende Mænd i den herværende tyske Militærmission.
Jeg tillægger derfor hans Mening for saa vidt angaar Tyskernes virkelige Hensigter i Ægypten stor Betydning, og havde idag en Samtale med ham om dette Emne.

Gesandten sagde mig, at trods alle de Løfter, Tyskerne maaske har maattet give Tyrkerne, troede han ikke, at Tyskerne i Virkeligheden har til Hensigt at hjælpe Tyrkerne med at blive Herrer i Ægypten.

”Tyskerne indser meget vel”, sagde han, ”at de selv i gunstigste Fald ikke helt vil kunne fortrænge Englænderne fra Ægypten, og at Englænderne i alt Fald under ingen Omstændigheder vil slutte Fred, uden at Ægypten bliver tilbagegivet dem; de vilde derfor, hvis Tyrkerne erobrede Kairo, let efter Krigen komme i det kedelige Tilfælde at blive nødt til at anmode deres tyrkiske Venner om igen at rømme Ægypten, hvilket vilde kunne medføre en Konflikt, der ganske kunde komprommittere [sic] det tysk-tyrkiske Venskab.”

”Jeg tror derfor”, tilføjede Gesandten, ”at Tyskerne helst ser, at Tyrkerne slet ikke faar for stor Fremgang i Ægypten, og at deres Planer maaske p.t. kun gaar ud paa at føre svært Artilleri frem ad den nye Jernbanelinie, de anlægger i Ørkenen i retning af Suezkanalen, for fra en Afstand paa 10-12 Kilometer at beskyde Kanalen og forhindre al engelsk Trafik gennem samme.”

De tyske Artillerister, der skal betjene det svære tyske Artilleri, der, naar Vejen gennem Serbien er aabnet, skal føres til Dardanellerne og mod Suezkanalen, befinder sig allerede her i Konstantinopel.

Djemal Pacha har imidlertid mange Tilhængere i Hæren blandt de næstyngste Officerer, saa det er sandsynligt, at Regeringen ikke vil lægge sig ud med ham, hvis det kan undgaas.

Regeringen synes nemlig p.t. i saadanne Tilfælde at gaa ret forsigtigt til Værks; den har saaledes anstrængt sig for at faa Prins Said Halim til at vedblive at være Storvezir, da han af Fortrydelse over at miste Udenrigsministerportefeuillen helt vilde trække sig ud af Regeringen.
Said Halim har ganske vist ikke mange Tilhængere, men han er Rig, og man vilde af forsigtighed ikke, at han skulde slutte sig til Regeringens Modstandere.

Det ligger dog nu nær at antage, at Said Halim, der ved, at det kun er et Tidsspørgsmaal, naar han vil miste sin Værdighed som Storvezir, eller i det mindste blive reduceret til at være en kun dekorativ Figur, nu vil søge Tilknytning til Djemal Pacha og Rahmy Bey, Djavid [Cavit] Bey og deres Venner.

Med den mest udmærkede Højagtelse forbliver jeg, Hr. Minister, Deres ærbødigste
[Wandel]