Konstantinopel, den 13. August 1918.
Fortrolig.
Hr. Udenrigsminister,
Den af mig omtalte Meddelelse, ifølge hvilken den ny Sultan [Mehmet 6] skulde have til Hensigt snart at anlægge et officielt Besøg i Berlin, lader ikke til at finde Tiltro i de Kredse her, der staar Hoffet nær, og Forholdet til Bulgarien m.m. vilde maaske ogsaa i Øjeblikket vanskeliggøre en saadan Rejse.
I Stambul siger Regeringens Modstandere, at Sultanen ikke er saa tyskvenlig, at der er Grund til at tro, at han vil rejse til Tyskland, naar det ikke er nødvendigt, men de tilføjer dog, at en Udenlandsrejse maaske nok vilde kunne bidrage til at hæve hans Stilling og til i nogen Grad at udfri ham af det Formynderskab, Ungtyrkerne udøvede over hans Forgænger.
Regeringens Venner har intet nyt udtalt, der er kommet mig for Øre, og de er i det hele taget tilbageholdende i deres Tale.
Sultanens tilsyneladende Vilje til at indtage den Stilling, Forfatningen anviser ham, uden at sky det dermed forbundne Besvær og anden Ulempe bliver, saa vidt jeg kan se, i Stambuls forskellige politiske Kredse mødt enten med forsigtig Tavshed eller med en vis passiv Velvilje og Forstaaelse, der dog røber Ønsket om, at det maa lykkes ham i nogen Grad at neutralisere Komiteen, thi den Rest af Anseelse, de ungtyrkiske Magthavere i Befolkningens Omdømme endnu nyder udenfor deres nærmeste Venners Kreds, skylder de aabenbart nu kun deres Organisation og Disciplin samt den Frygt, de indgyder. Sympati nyder de ikke.
Kun Talaat Pacha synes endnu at kunne gøre Regning paa nogen Popularitet, takket være den politiske "souplesse" [smidighed; behændighed], med hvilken han som oftest søger at undgaa at skaffe sig Fjender blandt Tyrkerne.
Nogen anden politisk Organisation end Ungtyrkernes findes der dog, saa vidt jeg kan se, endnu ikke blandt Tyrkerne, og den har jo hidtil vist sig at være saa stærk, at Kronens Udsigter vilde have været ringe, hvis det under Mehmed V [5] var kommet til en Styrkeprøve mellem den og Komiteen.
Talaat Pacha har ganske vist, som indberettet, i løbet af det sidste Aar flere Gange, naar det passede ham, slaaet paa, at han kunde ønske at trække sig tilbage "for at faa Tid og Lejlighed til at reorganisere sit Parti", som om han frygtede, at den ungtyrkiske Organisation ikke længer var saa stærk, som den havde været, men da han ved, hvad denne Organisation er værd, og altid har søgt at opretholde den med alle de Midler, der stod til hans Raadighed, tør man endnu ikke antage, at den virkelig er geraadet i alvorligt Forfald.
Den armeniske Fare, Talaat Pacha altid talte om i den amerikanske Ambassade før Bruddet med Washington, naar han sagde, at han havde særlig Grund til at frygte Armenierne "fordi de fra Revolutionens Tid kendte den ungtyrkiske Organisation", er det i hvert Fald lykkedes ham foreløbig at afværge.
Med den mest udmærkede Højagtelse forbliver jeg, Hr. Minister, Deres ærbødigste
[Wandel]