1914-07-24-DK-001

1914-07-24-DK-001

Dansk :: da de en

Home: www.armenocide.net
Link: http://www.armenocide.net/armenocide/armgende.nsf/$$AllDocs/1914-07-24-DK-001
Source: DK/RA-UM/Gruppeordnede sager 1909-1945. 139. D. 1, ”Tyrkiet - Indre Forhold”. Pakke 1, til 31. december 1916
Edition: Danish diplomatic sources
Departure of telegram: 07/24/1914
Arrival of telegram: 08/13/1914
Embassy/consular serial number: Nr. 2
Last updated: 03/28/2012

Ministerresident i Konstantinopel (Carl Ellis Wandel) til Udenrigsministeren (Erik Scavenius)

Rapport

Nr. 2
Det Kongelige Gesandtskab. Konstantinopel, 24. Juli 1914.

Hr. Udenrigsminister,

I indeværende Samling har der ikke aabenbaret sig nogen væsentlig Meningsforskel mellem Medlemmerne af det tyrkiske Parlament, og der synes ikke indenfor samme at findes organiserede Partier, der repræsenterer forskellige politiske Retninger eller Afskygninger. Da Regeringen, efter den 19. ds. at have forelagt Kamrene sit Program, udbad sig et Tillidsvotum, vedtoges dette saaledes med 213 Stemmer, og kun 1 Medlem stemte imod.
Grunden hertil maa søges i den Maade, paa hvilken Valgene til Kamrene er foregaaet.

Det forældede Valgreglement af 1878 gælder endnu den Dag i Dag, og det satte Regeringen – i.e. Komiteen for "Union et Progres" – , der efter Fredsslutningen var ganske eneraadende i Landet, i Stand til at øve en aldeles afgørende Indflydelse paa Valgene.

Efter at have bestemt sig til at skride til nye Valg, og til at sammenkalde Deputeretkamret, udviste Regeringen ad administrativ Vej og under Paaskud af at ville indlede en Undersøgelse i Anledning af Mordet paa den tidligere Storvezir og Krigsminister, Mahmoud Chevket Pacha, næsten alle de politiske Modstandere fra Konstantinopel og fra Landets øvrige større Byer, og Valgene fandt derefter Sted paa et Tidspunkt, da disse var ude af Stand til at sætte en Valgkampagne i Scene.

Tre energiske Mænd: Indenrigsminister Talaat Bey, Krigsminister Enver Pacha og daværende Politipræfekt Azmi Bey, der senere blev afsat i Anledning af Kavakli Mustafa Affæren, og nu er Medlem af Deputeretkamret, befandt sig da i Spidsen for Regeringen og for Komiteen "Union et Progrès", og de drog Omsorg for at der ikke blev nogen virkelig Valgkamp.

Valg til Kamrene foregaar i Tyrkiet paa den Maade, at Vælgermængden vælger de Valgmænd, der siden Foretager det endelige Valg.
Listen, paa hvilke de af Komiteen "Union et Progrès" udpegede Valgmænds Navne fandtes opført, blev uddelt til de muhammedanske Vælgere, da de indfandt sig for at afgive deres Stemmer, og Vælgerne maatte i Embedsmændenes og Gendarmernes Nærværelse nedlægge disse Lister i Valgurnerne, saaledes at Valgmændene blev næsten enstemmigt valgt.

De paa Listerne opførte Valgmænd var selvfølgelig alle Tilhængere af Komiteen for "U et P", og Valget af de Deputerede blev kun en slet og ret Formalitet.

Medens man fulgte denne Fremgangsmaade overfor de muhammedanske Vælgere, gik man noget andet til Værks ved Valget af de kristne Deputerede.

De kristne Vælgere har ingen Grund til at modarbejde Komiteen for "U et P", naar denne giver dem de Løfter og Garantier, de ønsker, saa meget mere som "U et P" for Tiden er det eneste organiserede Parti med et positivt Program, der findes i Tyrkiet.

Modstanderne af "U et P" paapeger vel de Fejl, Komiteen begaar, men de angiver ikke paa nogen klar og præcis Maade, hvorledes de ønsker Landet styret, og de har intet foretaget da de var ved Magten.

De kristne Vælgere søger derfor vel at modarbejde det af "U et P" yndede Centralisationssystem og Principet: "Tyrkiet for Tyrkerne", men Muligheden for at forbedre deres Livsvilkaar ser de snarere i en god Forstaaelse med Komiteen end [i] et Brud med den.

Paa den anden Side vil "U et P" gerne staa sig godt med de kristne Vælgere, for overfor Europa at give det Udseende af, at der nu eksisterer en stor og endrægtig ottomansk Nation.

Regeringen indledede derfor Underhandlinger med de forskellige Patriarkater, og tingede med dem om Antallet af og Valget af Kandidaterne, hvis Navne, efter opnaaet Enighed, blev opført paa de ovenfor omtalte trykte Valglister.

Disse Underhandlinger førte i mange Tilfælde kun gennem megen Tvist til Enighed, de blev i flere Tilfælde afbrudt og Patriarkerne erklærede, som en slags Protest ikke at ville deltage i Valgene, hvilket havde til Følge, at Regeringen gjorde Indrømmelser, og at man til sidst blev enige.

De kristne Vælgere i Riget kan i Virkeligheden ikke paa selvstændig Maade besætte de dem tilkommende Pladser i Deputeretkamret, thi Valgdistrikterne er altid inddelt paa en saadan Maade, at de muhammedanske Vælgere er i Majoritet.

Hvor der findes en kompakt Gruppe af kristne Vælgere, bliver den udstykket i smaa Dele, til hvilke man knytter større muhammedanske Dele.
Det drejer sig jo nemlig for Liv eller Død for Tyrkerne, der i egentlig Forstand er i Minoritet i Landet, idet de i det højeste er 5 ½ à 6 Millioner, medens Resten er Arabere, Kurdere, Lazer, Tscherkessere, Armeniere, Grækere osv.

Regeringen søger derfor at give det et andet Udseende ved at opløse de større, kompakte Grupper af de forskellige Nationaliteter.

Den i den senere Tid meget omtalte Installation af Emigranterne i og omkring de kristne Landsbyer, Forslaget om at tilstaa Jøder, der bosætter sig i Armenien og Syrien, særlige Lettelser, og Regeringens synlige Ulyst til at fordrive Kurderne fra de Jorder, de paa uberettiget Maade har taget i Besiddelse, synes ogsaa at skyldes samme Politik.

Det ligger derfor nærmest at se paa det nuværende tyrkiske Parlament som paa et ret enigt Hele, bestaaende af 2 Hovedgrupper, nemlig A: "Union et Progrès" og B: De Deputerede der repræsenterer de fremmede Nationaliteter, og det er først derefter at man maaske indenfor disse Grupper teoretisk kan begynde at spore forskellige politiske Tendenser og Afskygninger.

"Union et Progrès" er nemlig en alt for stor Gruppe til at kunne danne en virkelig Blok uden Splid, og man bemærker ved Komiteens Sammensætning og ved dens Generalforsamlinger tydelige Tegn paa Uenighed og det er kun med megen Vanskelighed og ved gensidige Indrømmelser, at det til Dato overhovedet er lykkedes at holde sammen paa Partiet og undgaa at de voldsomme Sammenstød, der finder Sted under Forhandlingerne, har faaet skæbnesvangre Følger for Komiteen.

Man synes udenfor "U et P" især at kunne skelne 2 Slags Medlemmer, der begge er bundet med stærke Baand til Komiteen, nemlig:
A.De Medlemmer, der bliver Komiteen tro, fordi de indser, at uden Organisation og Sammenslutning er der ingen Magt mulig. Disse Medlemmer giver efter paa nogle Omraader, men dominerer paa andre.

B.De Medlemmer, der kun bekymrer sig om deres personlige Interesser, og som altid følger Majoriteten.

Indenfor de forskellige Nationalitetsgrupper kan man ogsaa iagttage forskellige Retninger med nogen mere Tydelighed, idet forskellige politiske Programmer findes repræsenterede, men alt dette er kun i sin Vorden.

Med den mest udmærkede Højagtelse forbliver jeg, Hr. Minister, Deres ærbødigste
[Wandel]