1916-11-23-DK-001
Dansk :: da de en
Home: www.armenocide.net
Link: http://www.armenocide.net/armenocide/armgende.nsf/$$AllDocs/1916-11-23-DK-001
Source: DK/RA-UM/Gruppeordnede sager 1909-1945. 139. D. 1., "Tyrkiet-Indre Forhold", pakke 1, til 31 Dec. 1916
Edition: Danish diplomatic sources
Departure of telegram: 11/23/1916
Embassy/consular serial number: No. 157
Last updated: 03/28/2012


Ministerresident i Konstantinopel (Carl Ellis Wandel) til Udenrigsministeren (Erik Scavenius)

Rapport



No. 157

Konstantinopel, 23. November 1916.

Hr. Udenrigsminister,

Det ottomanske Deputeretkammer, der traadte sammen den 14.ds., har vanskeligt ved at opnaa det beslutningsdygtige Medlemsantal, idet kun 140 af dets ca. 250 Medlemmer for Tiden befinder sig her i Konstantinopel. En Del af de Deputerede gør Tjeneste i Hæren; nogle af dem befinder sig i deres Valgkreds eller i Europa og andre har demissioneret eller synes ganske at være forsvundne (Arabere, Armeniere). Nøjagtige Oplysninger om, hvilke af Kamrets Medlemmer, der saaledes mangler, er det dog endnu ikke muligt at faa, og det vil først vise sig, efterhaanden som Suppleringsvalgene skal godkendes af Kamret. For Øjeblikket har der kun i alt fundet 4 Nyvalg Sted, saaledes er den dræbte armeniske Deputerede Zohrab blevet erstattet med den tidligere Præfekt i Konstantinopel, Ismet Bey. De øvrige forsvundne Deputeredes Pladser er endnu ikke besat.

Kamrets Møder, af hvilke der endnu ikke foreligger noget Referat af officiel Natur, er imidlertid blevet aabnet med en Tale af dets Formand, Hadji Adil Bey, der dvælede længe ved ”det tyrkiske Folks vidunderlige Opvaagnen, som regeringen længe har arbejdet paa at hidføre, og som maatte komme før eller senere, men som Krigen nu har fremskyndet.”

Den tyrkiske Sjæls, den nationale Bevidstheds Genopvaagnen i Tyrkiet har muliggjort de glimrende Sejre, sagde Formanden, og hele Verden ser nu, at det tyrkiske Folk endnu besidder Forfædrenes Egenskaber og Dyder.

Det er ikke alene Hadji Adil Bey, der taler om den tyrkiske Nations Genopvaagnen: Overalt i Tidsskrifter som i Dagblade støder man paa den samme Opfattelse. En Række Nyskabninger indenfor det tyrkiske Samfundsliv synes ogsaa at pege paa Sandheden af Paastanden.

Som jeg mange gange tidligere har berørt, blev det ungtyrkiske Parti stiftet og baaret til Magten under ”Ottomanismens” Banner. Komitéen havde kun til Formaal at skaffe Landet en fri Forfatning og arbejdede under Devisen: Lige Ret for alle Ottomanere. De ledende Ungtyrkere, blandt hvilke der da var mange baade Kristne og Jøder, havde ingen Forbindelse med den samtidig opdukkende panislamitiske Bevægelse, og det var kun en lille Kreds unge Digtere og Litterater, der i Stedet for Ottomanisme allerede da havde en national tyrkisk Bevægelse for Øje.

Ottomanismen led imidlertid hurtigt Skibbrud, og Balkankrigen blev i Virkeligheden dens sidste Krampetrækninger. Det havde vist sig, at Modsætningen mellem de forskellige i Tyrkiet levende Folkeslag var for store, og de allerfleste ikke tyrkiske Ottomanere var da ogsaa paa Tchataldjadagenes mest kritiske Tidspunkt rede til at være med til at gøre Tyrkiets Bo op.

[Note: Chataldja/Tchataldja-linien, ca. 30 km nord for Konstantinopel, var under Balkankrigene 1912-13 Osmannerrigets sidste forsvarslinie før hovedstaden. I slutningen af 1912 havde bulgarske styrker trængt den osmanniske hær tilbage til denne linie, og truede dermed Konstantinopel.]

Den Nødstilstand, i hvilken det tyrkiske Rige befandt sig i 1913, bidrog imidlertid til at ryste alle Tyrkerne op (saaledes som Hussein Djahid Bey, den nuværende Vicepræsident i Kamret, tidligere Chefredaktør af ”Tanin”, ogsaa har sagt det), og lidt efter lidt bredte der sig fra den før omtalte litterært-nationale Klike en Bevægelse for at erstatte ”Ottomanismen” som Ungtyrkernes Ideal med ”Turkismen” eller ”Turanismen”.

Da som nævnt selve den ottomanske Idé hurtigt var blevet opgivet – de ikke-tyrkiske Nationer havde straks fra første Færd søgt at benytte Forfatningen til national Udfoldelse – kom Modstanden mod ”Tyrkismen” ikke fra ungtyrkiske Kredse, men langt mere fra klerikale, gammeltyrkiske Lag af Befolkningen.

For denne ingenlunde ubetydelige Del af Befolkningen var Nationalitet et ukendt Begreb. Siger ikke Koranen, at Allah kun kender Troende og Vantro, ikke de forskellige Nationaliteter?. For disse Kredse var en tyrkisk Bevægelse, der ovenikøbet af nationale Grunde vilde lade Koranen oversætte til Tyrkisk, en Vederstyggelighed.

Trods al direkte og indirekte Modstand blev Aarene 1914-1916 Viden til ”Tyrkismen”s Sejr i ledende tyrkiske Kredse. Alle de Ungtyrkere, der er ved Magten, blev ivrige Tilhængere af den nationale Bevægelse; Universitetet blev Hovedsædet for ”Turanbevægelsen”, som den nationalistiske Bevægelse kaldes, naar der tænkes paa den nationale Udvikling ikke alene blandt Tyrkerne i Tyrkiet, men ogsaa blandt de Folkeslag af tyrkisk Stamme, der bor i Sydrusland, paa Krim, i Turkestan, i Persien etc..

Organer for den nationale Udvikling blev særlig 2 Selskaber: Turk Odschagi, der stiftedes i 1912 og som bl.a. har lagt Vægt paa at indpode de nye Idéer overalt i de brede Lag ikke mindst gennem de gejstlige Skoler (Medresséer), og Turk Bilgi Dirneï [Turk Bilgi Derneyi/Dernegi: "Forening for Tyrkisk Viden"], der paa sit Program har en national Udvikling af Sproget ved Bortkasten af de mange arabiske og persiske Ord og Udtryk, der hidtil har præget det litterære Sprog.

Den nationale Bevægelse tog imidlertid ogsaa de økonomiske Sammenslutninger i sin Tjeneste. De Erhverv, i hvilke det tyrkiske Element spiller en Rolle, har alle deres fasttømrede Lav. Igennem Lavene arbejdedes der for den nationale Sag ved Boycotbestræbelser overfor ikke-tyrkiske Næringsdrivende, en rent praktisk Udformning af det nationale Program, der saa særlig passede for disse Befolkningslag.

Man kan da heller ikke nægte, at Resultaterne af det nationale Arbejde er mange og iøjnefaldende. Man forstaar, at der er Tyrkere, der har sammenlignet denne udvikling med den nationale Opvaagnen i Tyskland ibegyndelsen af det 19de Aarhundrede. Ikke desto mindre er det maaske rigtigt at anlægge en mere kritisk Maalestok, bl.a. fordi det endnu ikke er muligt at afgøre, om den nationale Udvikling er sat i Højsædet af mere end en ganske lille Kreds.

Man kan ganske vist sige, at hele den tyrkiske Presse er glødende Tilhænger af de nye Idéer, men Pressens Mening er for Øjeblikket ensbetydende med Regeringens – og jeg har lige nævnt, at Regeringens Medlemmer er Tilhængere af Bevægelsen.

Paa lignende Maade er der næppe Tvivl om at Bevægelsen for bedre Oplysning er udgaaet fra oven, fra Regeringen og den Kreds, der staar Regeringen nær. Men givet er det, at nye Skoler har rejst sig i hele Riget, at de før ofte saa berygtede Medresséer i stor Maalestok er blevet forbedrede, Universitetet reorganiseret o.s.v.

Det tydeligste Eksempel paa Udviklingens Art er maaske den tyrkiske ”Spejderbevægelse”. Her er intet Rum for Frivilligheden. Alle Skoler har faaet Ordre til at indstifte fysisk og nationalt opdragende Korps, og synes ogsaa overalt at have lydt Ordren. Men om Bevægelsens Betydning under saadanne Omstændigheder synes der dog at være delte Meninger.

Overalt stikker den nationale Bevægelse Hovedet frem. Ikke alene i Sprogrensningskampen, i Forbudet mod Skilte med fremmede Sprog, i forsøget paa at genføde tyrkisk scenisk Kunst, men ogsaa i selve Moskéen, hvor Bønnen for Kalifen nu læses paa Tyrkisk – endnu for ganske faa Aar siden vilde dette have været ganske utænkeligt. Og økonomisk set oprettes det ene nationale Foretagende efter det andet – rent tyrkiske Transport- og Handelsselskaber etc. Det er nu Meningen at oprette en tyrkisk Nationalbank, man rimeligvis vil have skal overtage den internationale Ottomanerbanks Funktioner.

Man maa dog ikke glemme, at den tyrkiske Regering for Øjeblikket har let Spil. Ikke alene modtager den økonomisk Hjælp fra Tyskland til alle sine Foretagender, men den har ved sit energiske Politiregimente elimineret enhver Modstand og tvunget de ottomanske, ikke-tyrkiske Kredse, der før var mellem de førende, til at trække sig tilbage fra offentligt og økonomisk Liv, hvis de da ikke uden Kritik vil deltage i den ungtyrkiske Fremmarch (saaledes som visse jødiske Kredse har foretrukket det).

Man maa i Tyrkiet altid erindre, at det er meget vanskeligt at trænge til Bunds i Forholdene. En Beskuer ser f. eks. straks, at de nationale Minder nu – hvad der ikke var Tilfældet for faa Aar tilbage – fejres med store Fester, som hilses i Pressen som Udslag af den sande naionale Aand. Men den samme Beskuer tænker maaske ikke paa, at det er meget muligt, at den store nationale Fest er arrangeret af de samme 2-3 begejstrede Litterater, som roser den i Bladene, og at Deltagerne kun er udkommanderede Hamal (d.e. Arbejdsmand) foreninger – hvis Medlemmer intet forstaar af det hele – [og] opmarcherede Skolebørn og – Politiafdelinger.

Det er under saadanne Forhold for tidligt at dømme om den tyrkisk-nationale Bevægelse og dens blivende Betydning for Land og Folk. At denne ”Nationale Opvaagnen” i hvert fald ikke gælder Moralen synes sikkert. Noget Fremskridt i sædelig Henseende spores ikke og Demoralisationen indenfor den tyrkiskeEmbedsstand er snarere tiltaget.

Mange herværende højstaaende Embedsmænd, der tidligere sad meget smaat i det, raader for Eksempel aabenbart nu over store Pengemidler og spiller hver Nat store Summer bort i Peras Klubber.

Med den mest udmærkede Højagtelse forbliver jeg, Herr Minister, Deres ærbødigste

[Wandel]



Copyright © 2006-2020 Matthias Bjørnlund: www.armenocide.net A Documentation of the Armenian Genocide in World War I. All rights reserved