Konstantinopel den 5. Februar 1917. 1 Bilag [bilag mangler].
Hr. Udenrigsminister,
Ved flere Lejligheder har jeg allerede haft den Ære i mine Indberetninger at omtale, hvorledes den tyrkiske Regering har benyttet Lejligheden nu under Krigen til at berøve Libanon dets Selvstyre og dets Privilegier og gøre det til en almindelig tyrkisk Provins under en muhammedansk Guvernør for at nationalisere og muhammedanisere Befolkningen, hvis Religion og franske Sympatier længe har været den en Torn i Øjet.
Libanon er derfor nu blevet repræsenteret i det ottomanske Parlament, og de nye Deputerede, Emir Hariss Chehab Bey, Emir Adil Arslan Bey og Rechid Rami Bey for Sandjaket Libanon samt Emir Chekib Arslan Bey, der er udnævnt for Hauran, er allerede ankommet til Konstantinopel, hvor de blev modtaget paa Banegaarden af flere af de ledende ungtyrkiske Politikere og indbudt til en Frokost i Klubben for "Enhed og Fremskridt" i Kadikeuy [Kadikoy; Chalcedon].
Det forlyder nu, at en af Grundene til Ministerkrisen i Gaar har været et Forlangende fra tysk Side, der gik ud paa at faa ansat tyske Officerer i Gendarmeriet og i Politiet for større Sikkerheds Skyld, men dette Rygte bliver dementeret i den tyske Ambassade.
En anden interessant Version vil vide, at den nu afgaaede Storvezir Saïd Halim, der kun rent nominelt var Regeringens Chef og slet ikke vidste, hvad denne foretog sig, skal være Syndebuk og undgælde for de Fejl, Regeringen har begaaet, hvis dens tyskvenlige Politik ikke fører til de ønskede Resultater.
Denne Version støtter sig paa Ordlyden af en Skrivelse, Hans Majestæt Sultanen i Dag har tilsendt Prinsen, og af hvilken jeg hoslægger en Oversættelse paa Fransk, saaledes som den findes gengivet i Bladene [denne tekst er ikke vedlagt dokumentet].
Skrivelsen skal være forfattet af Talaat Pasha, og den fastslaar, at det er Prins Saïd Halim, Tyrkiet kan takke for Løsningen af Adrianopel-Spørgsmaalet og Alliancetraktaten med Centralmagterne.
Det hviskes i Krogene, at Talaat Pasha tænker sig Muligheden af, at der kan komme Tider, da disse Fortjenester af Fædrelandet ikke vil have saa høj Kurs som nu, og at han af Hensyn til sin egen politiske Fremtid derfor har ment det bedst at give Prins Saïd Halim Æren af dem, skønt denne næppe har kendt noget til dem, før de allerede var et fait accompli.
Talaat Pasha faar paa denne Maade Udseende af kun at have taget Alliancen med Tyskland i Arv efter sin Forgænger.
Med den mest udmærkede Højagtelse forbliver jeg, Hr. Minister, Deres ærbødigste
[Wandel]